Her er årets julegave til animationsfans

Elsket maskot rammer det store lærred
Billede
(© Nintendo)

Vi har fået en tidlig julegave i form af en premieredato på den endnu unavngivne animationsfilm baseret på Nintendos spilserie Super Mario Bros.

Filmen rammer nemlig lige inden jul, nærmere bestemt den 22. december 2022, og indtil videre er den julens eneste animerede film i højtiden.

'Super Mario Bros.' handler om blikkenslageren Mario og hans bror Luigi, som i en eventyrlig verden må kæmpe mod farverige fjender for at redde den tilfangetagne prinsesse.

Chris Pratt lægger stemme til den italienske, højthoppende helt, og han får selskab af Anya Taylor-Joy som prinsesse Peach, Jack Black som skurken Bowser og Seth Rogen som Donkey Kong.

Hvem der skal lægge stemme til Luigi, er endnu ikke offentliggjort.

LÆS OGSÅ: 20 animations- og familiefilm du kan glæde dig til i 2022

Super Mario Bros. er tidligere blevet filmatiseret med rigtige mennesker i en meget udskældt film fra 1993, hvor Bob Hoskins og John Leguizamo spillede blikkenslager-brødrene. Kritikken dengang var bl.a., at filmen slet ikke ramte tonen i det oprindelige univers. Noget, som skaberne af den nye animationsfilm, ikke ønsker at gentage:

- Jeg har en rigtig god fornemmelse med filmen, udtaler den oprindelige Mario-skaber Shigeru Miyamoto til investeringsrådgiveren David Gibson på Twitter (via Quicktelecast).

- Vi vil ikke forråde forbrugerne, fortsætter Miyamoto.

Udover tømmermændene fra den tidligere Mario-film ses der også med frygt på filmatiseringen af Sonic the Hedgehog, som i sin første trailer blev kritiseret af fans for ikke at ramme den visuelle stil fra Sega-spillene. Shitstormen førte til, at Sonic-designet blev ændret til noget, som lå langt tættere på spillet look, og fansene var lykkelige.

LÆS OGSÅ: Hvorfor kommer Pixars film ikke i biografen længere?

Så hvis man skulle være i tvivl, er det alfa-omega at ramme den stil, som publikum forventer og ikke gå alt for radikalt til værks. Og i tilfældet med Super Mario, er der endnu flere fans end Sonic, da spilserien i alt har solgt 390 mio. eksemplarer mod Sonics 145 mio. kopier.

Tæller vi alle spinoffs med Mario med, er tallet oppe på 767 mio. eksemplarer, hvilket er det højeste af alle spilserier nogensinde!

Super Mario Bros., som altså stadig mangler sin titel, får premiere den 22. december.