"Noget nær den perfekte superheltefilm": Anmelderne er vilde med ny Spider-Man-film

'No Way Home' har biografpremiere i dag
Billede
(© SF Studios)

Forventningerne til den nye Spider-Man-film, No Way Home, har været tårnhøje, og filmen har inden premieren i dag været den mest ventede film blandt brugerne på kino.dk.

Heldigvis skuffer superheltefilmen ikke mediernes anmeldere, og der gives positiv kritik over hele linjen.

 

Berlingskes Thomas Brunstrøm langer 5 ud af 6 stjerner over disken og beggrunder valget:

- […] grundlæggende er 'Spider-Man: No Way Home' virkelig sjov, den taler til den indre teenager, der godt kan lide, at det eksploderer, og går lige i hjertet. Så kan man ikke rigtigt forlange mere af en superheltefilm.

Lise Ulrich fra Soundvenue giver også 5 ud af 6 stjerner og skriver:

- 'No Way Home' er en regulær gavebod af små og store overraskelser helt frem til den sidste, trailerlange rulletekstscene, og det ville være en synd at spoile så meget som en eneste af dem.

LÆS OGSÅ: Ny Spider-Man-trailer byder på en perlerække af ikoniske skurke

Lise Ulrich afslutter:

- Man griner, man gyser, man stortuder ned i sine popcorn: ’Spider-Man: No Way Home’ er simpelthen noget nær den perfekte superheltefilm, der overrasker og underholder i lige mål.

Per Juul Carlsen fra DR's Filmland P1 stemmer i og giver ligeledes 5 ud af 6 stjerner:

- Men 'No Way Home' har jo også en vild emotionel dybde. Den gør det, amerikansk film kan, når det tænker allermest ud af boksen – når manuskripter og koncepter bliver tænkt virkelig godt igennem.

Politikens Søren Vinterberg er lige en tand mindre begejstret, men giver 4 ud af 6 hjerter:

- I den ottende film om Peter Parker alias Spider-Man er der igen skøn ramasjang og sart teenageromantik for alle pengene.

Helle Sihm fra Dagbladenes Bureau er enig med Vinterberg og giver 4 ud af 6 stjerner:

-  [...] er det også her lykkedes at få de originale skuespillere til at genoptage deres roller efter flere årtier. Og det er frydefuldt imponerende og stjernespækket. Talentfuldt veloplagt boltrer Alfred Molina, Willem Dafoe, Jamie Foxx og altså Benedict Cumberbatch sig [...] i dette action-orgie med dets originale, fascinerende handling.

Husk at du altid kan se mediernes anmeldelser på filmprofilerne her på kino.dk.

Spider-Man: No Way Home er aktuel i biografen.