Flere internationale medier udpeger 3 danske film som årets bedste

Filmene er i selskab med bl.a. 'Dune', Bond og Anthony Hopkins
Retfærdighedens ryttere Mads Mikkelsen
(© Nordisk Film)

Filmåret 2021 nærmer sig med hastige skridt sin afslutning. Diverse medier er derfor også godt i gang med at kigge tilbage på årets bedste film. Her er det anerkendte britiske magasin The Economist ude med yderst flotte ord om hele to danske film. Begge med Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Magasinet fremhæver i alt 13 film på deres liste, hvor man altså finder Oscar-vinderen Druk og Anders Thomas Jensen Retfærdighedens ryttere.

Det er et flot selskab de to danske film er kommet i. Blandt de øvrige titler finder man bl.a. No Time to Die, The Power of the Dog med Benedict Cumberbatch, årets guldpalmevinder Titane og Golden Globe-vinderen Minari, videre til science fiction-filmen Dune og Oscar-vinderen The Father med Anthony Hopkins.

'Retfærdighedens ryttere' har fået mange pæne ord med på vejen i USA, hvor den lige nu er på vej til at blive genindspillet.

LÆS OGSÅ: Her er den danske Oscar-kandidat 2022

Ikke nok med det, så er magasinet Esquire også ude med en imponerende top 60 med årets bedste film, hvor 'Retfærdighedens ryttere' indtager en 9. plads, det foran bl.a. kritikerroste titler som The French Dispatch, 'Dune' og Supernova.

Det er dog ikke kun de to Zentropa-producerede film, der bliver fremhævet internationalt. Her får dokumentarfilmen Flugt en 19. plads ud af 50 hos BFI (The British Film Institute), hvor den slår anmelder-darlings som Sound of Metal, The Father og Nomadland.

Den danske dokumentar har endvidere også fået en plads på IndieWires liste med 50 titler over årets bedste film. Her gør den bl.a. West Side Story, Spencer, Titane og The Power of the Dog selskab.

Det er virkelig godt gået, men nu er 'Flugt' også kørt i stilling til at være Danmarks Oscar-håb, når de gyldne statuetter uddeles til næste år. Vi krydser fingre for en sejr.

En sejr fik 'Flugt' netop tidligere på ugen, hvor den både vandt Bedste dokumentar til Gotham Independent Film Awards og hos New York Film Critics Circle.