Derfor kunne 'Ringenes Herre'-trilogien ikke være blevet lavet i 2021

Frodo-stjernen Elijah Wood forklarer hvorfor i nyt interview
Ringenes Herre / The Lord of the Rings
(© The Lord of the Rings (Warner Bros.))

Den første film i Peter Jacksons monumentale eventyrtrilogi 'Ringenes Herre' - Eventyret om ringen - fyldte hele 20 år denne december. Det er derfor oplagt med et tilbageblik på det skelsættende eventyr, der som bekendt har Elijah Wood i den nu udødeliggjorte rolle som hobbitten Frodo.

I forbindelse med trilogiens jubilæum er stjernen blevet interviewet af The New York Times, hvor snakken bl.a. går på de omstændigheder, der gjorde filmene mulige at lave for nu to årtier siden.

Wood fortæller bl.a., at han ikke mener, at trilogien ville være blevet det samme, hvis den var blevet lavet i dag - hvis den da overhovedet ville være blevet lavet.

LÆS OGSÅ: Det er bekræftet, at en ny Ringenes Herre-film er på vej

Den nu 40-årige skuespiller beskriver bl.a. væsentlige ændringer i filmindustrien, der adskiller nutidens Blockbusters fra Jacksons trilogi.

Wood peger bl.a. på filmstudiernes involvering, hvor han fortæller, at der var en stor følelse af manglende tilsyn, hvor Jackson og de andre kreative hoveder bag sagaen således kunne tage deres egne og nødvendige beslutninger uden for meget indblanding udefra.

Man skal jo bl.a. tænke på, at trilogien blev til i tiden før det store superhelte-boom, der for alvor fik fart på med Marvels Iron Man i 2008.



Herfra tænkes der bl.a. netop blandt superheltefilm og andre store franchises i, hvordan de enkelte film skal kunne hænge sammen med kommende film i et endnu større puslespil af endnu ikke-udtænkte film.

Det betyder dog ikke, at filmstudiet bag 'Ringenes Herre' ikke var bange for deres investering, fortæller Wood videre i forbindelse med snakken om netop den kreative kontrol.

Endvidere beskriver Wood også internettet og de sociale mediers rolle i tilblivelsen af film. Dengang var nettet nemlig et helt andet sted, end det er nu, hvor man i 2021 får øjeblikkelig feedback, hvilket ikke var noget, man oplevede i forbindelse med 'Ringenes Herre':



- Internettet er også anderledes, fortæller skuespilleren og tilføjer: Der var mindre granskning af filmene.

 

I dag slipper der som bekendt ofte billeder ud fra optagelserne, der egentlig slet ikke er tiltænkt offentligheden. Dengang var man i stand til at holde kortene helt ind til kroppen og være så hemmelighedsfulde, som man ønskede.

Det er dog ikke fordi, at Wood indikerer, at det ene er bedre end det andet, men han tænker blot tilbage på, hvordan det føltes at kunne lave film i en boble - det fri for fans’ kritiske blikke og meninger om, at hobbitterne nu så enten forkerte ud eller at Gandalf ikke levede op til bøgerne.