"Selv danskerne så nordmænd som fjeldaber": a-Ha startede en ny æra i Norge

Interview med instruktøren bag 'a-Ha The Movie'
a-Ha The Movie / Magne Furuholmen
(© a-Ha The Movie / Magne Furuholmen)

Dokumentarfilmen a-Ha The Movie giver et blik ind bag kulisserne i det norske popbands turbulente tid sammen. I filmen får vi fortalt historien fra de tre unge mænd mødte hinanden og frem til i dag, hvor de stadig turnerer verden rundt - dog ikke uden stridigheder.

Med megahittet 'Take On Me' og en Bond-titelsang til The Living Daylights må a-Ha siges at være et af de største skandinaviske bands nogensinde.

Vi har snakket med filmens instruktør Thomas Robsahm om, hvordan det var at lave en film om den konfliktramte gruppe, hvad historien om a-Ha kan lære unge i dag, og hvilket dansk band han godt kunne tænke sig at lave en dokumentarfilm om.

a-Ha The Movie / MotlysFoto: Motlys

Et anstrengt forhold

Da Thomas Robsahm kontaktede bandet i 2009 om at lave en dokumentarfilm i forbindelse med deres 10. album, var bandet ikke det bedste sted i karrieren:

- Magne (Furuholmen red.), som jeg skrev til, synes det var en god idé. Der var bare ét problem: at de ikke ville lave et 10. album. De var på vej til at gå fra hinanden. Så jeg vidste faktisk, at de gik fra hinanden før det skete, forklarer instruktøren, der dog ikke gav op.

- Men selvfølgelig svarede jeg, ”fortæl mig, når I finder sammen igen”, og så sagde han, at det aldrig ville ske. Og selvfølgelig skete det i 2015.

Herefter begyndte Robsahm optagelserne til dokumentarfilmen om det ikoniske band. Forholdet mellem de tre bandmedlemmer var dog ikke perfekt, og deres seneste album blev optaget i tre forskellige studier, uden de nogensinde mødtes fysisk.

- Så da jeg endelig startede med at lave filmen i 2016, var mit første spørgsmål: ”nu rejser I rundt med gamle sange, men hvornår skal I tilbage i studiet?” Så sagde én ja, én sagde måske og én sagde nej. Så filmen handler om, hvorfor det er så svært for a-ha at optage ny musik. Hvorfor det er så besværligt for dem at være et band, fortæller den norske instruktør.


a-Ha The Movie / Magne FuruholmenFoto: Magne Furuholmen

Når drømme bliver til mareridt

Filmen handler også om, hvordan det kræver hårdt arbejde, hvis man vil bryde igennem i musikverdenen – særligt hvis man kommer fra et mindre land.

- Det er historien om, hvordan de lykkedes ved at være virkelig insisterende og have en masse selvsikkerhed, hvilket var meget u-norsk på det tidspunkt, forklarer Robsahm og fortsætter:

- Selv danskerne så nordmænd som fjeldaber. Så da a-Ha brød igennem, var det begyndelsen på en ny æra for Norge. Så det er nærmest en film om Norge, der vokser op. Og så er det en historie om, hvordan denne store drøm kan gå hen og blive til et mareridt.

Konflikterne i bandet har nemlig været en mere eller mindre evig tilstedeværelse hos a-Ha. Ifølge Robsahm har dette måske endda holdt a-Ha tilbage fra at blive endnu større, end de kunne være blevet. Derfor tror han også, at unge mennesker med kunstneriske ambitioner kan tage noget med fra filmen:

- At være i et band er lidt som et ægteskab, hvor du bliver på grund af barnet. Og jeg tror måske, at yngre bands og mennesker, som er på vej til at lave noget sammen indenfor kunst eller musik – at de måske kan lære noget fra filmen om, hvad man skal gøre for at have færre konflikter og måske endda blive mere succesfuld.


Foto: Motlys

Den perfekte musikdokumentar

Mens a-Ha måske er det største norske bands nogensinde, så har vi også danske musikere, der ifølge Thomas Robsahm kunne laves gode dokumentarer om. Desværre for instruktøren, så eksisterer den danske musikdokumentar, han helst vil lave, dog allerede.

- Det er en skam, at Gasolin filmen allerede er lavet. Hvis ikke den var det, så var det klart dem jeg ville vælge (af danske bands til en dokumentar red.), forklarer Robsahm.

- Hvis jeg kunne vælge frit fra hele verden, så ville jeg nok vælge Abba. Selvom der er lavet mange halve film om Abba, så mener jeg ikke er der er lavet en rigtig en endnu.

Instruktøren har dog et særligt forhold til musik og indrømmer, at det ville være svært at sige nej til et forslag.

- Jeg elsker musik så meget, så jeg ville elske, hvis nogen bad mig om at lave en [musik]dokumentar. Det ville være virkelig svært at sige nej til.

'a-Ha The Movie' har biografpremiere den 25. november.