Legendarisk instruktør sviner superheltefilm: ”Noget fucking kedeligt lort”

Fremhæver tre af sine egne film
Billede
(© The Last Duel / 20th Century Fox)

Ridley Scott har stået bag storværker som Alien, Blade Runner, den Oscar-vindende Gladiator, Thelma & Louise og The Martian – og har været Oscar-nomineret fire gange som instruktør.

Men den 83-årige legende hviler ikke på laurbærrene. Alene i år er instruktøren aktuel med to spillefilm i form af ridderopgøret The Last Duel og det ekstravagante drama House of Gucci, der får premiere til december.

Det lyder dog ikke til, at vi skal regne med, at Scott kaster sig ud i at lave en superheltefilm lige foreløbigt.

I et interview med Deadline flipper han nemlig ud på genrefilmene, som han både siger, at han ”vil fucking knuse” og kalder noget ”fucking kedeligt lort” (fucking boring as shit, red.).

Den rutinerede filmskaber uddyber:

- Deres manuskripter er ikke en skid værd. Jeg mener, at jeg har skrevet tre fantastiske superheltefilm. En vil være 'Alien' med Sigourney Weaver. En ville være fucking 'Gladiator', og en ville være Harrison Ford [Blade Runner, red.].

- Det er superheltefilm. Så hvorfor har superheltefilm ikke bedre historier? Undskyld, jeg kom ud ad en tangent, men jeg mener, kom nu. De er stort set reddede af special effekter, og det bliver kedeligt for alle, der arbejder med special effekter, hvis du har pengene.

LÆS OGSÅ: Dune-instruktør kritiserer: Marvel gør os til zombier

Men kan være enig med Ridley Scott eller ej, men han udtrykker da sin mening ret tydeligt. Selvom nogle måske vil stille spørgsmålstegn ved, om hans tre nævnte værker er superheltefilm i ordets egentlige forstand.

Flere Hollywood-profiler har kritseret superheltefilm de senere år som fx Martin Scorsese og senest Dune-instruktør Denis Villenueve, som langede ud efter Marvel.

Scott havde i hvert fald en svada, som han havde brug for at komme af med, og han afslutter da også interviewet af med ordene ”Du bringer det værste frem i mig”.

’House of Gucci’ får premiere den 3. december.