Hvem skal spille Mads Mikkelsen og Co. i den amerikanske udgave af 'Retfærdighedens ryttere'?

Vi giver vores bud
Billede
(© Nordisk Film)

Med nyheden om, at Retfærdighedens ryttere skal genindspilles i USA, opstår spørgsmålet: Hvem skal overtage rollerne fra de danske skuespillere?

Vi giver herunder vores bud på, hvem der kunne udfylde skoene for nogle af de største og dygtigste danske skuespillere.

 

Retfærdighedens ryttere / Terminator Salvation

Markus (Mads Mikkelsen) skal spilles af Christian Bale

INGEN kan erstatte Mads Mikkelsen, for den danske stjerne er helt unik. Men skal man finde et bud, skal det findes fra den øverste hylde i Hollywood.

Vores bud er Oscar-vinderen Christian Bale, der som få formår at levere method acting i stor stil. Skuespilleren har intet problem med at spille en sammenbidt, brysk person med en dyster fortid, og han har også erfaring med hårdtslående action. Derfor placerer vi ham som Markus, der går på blodigt hævntogt.

 

Retfærdighedens ryttere / Dune

Otto (Nikolaj Lie Kaas) skal spilles af Oscar Isaac

Oscar Isaac har måske ikke dyrket det komiske så meget, men han virker som et oplagt bud til at spille universitetsprofessor. Han har i hvert fald før spillet intelligente professorer, som i Ex Machina, og hans fuldskæg kan matche selv Nikolaj Lie Kaas’ i 'Retfærdighedens ryttere'.

 

Retfærdighedens ryttere

Lennart (Lars Brygmann) skal spilles af LaKeith Stanfield

En af den oprindelige danske films mest kontroversielle roller er Emmenthalers makker og nervøse kompagnon, Lennart, der spilles til perfektion af Lars Brygmann. Med sine komiske præstationer i Sorry to Bother You og 'Atlanta' samt Oscar-nominerede, dramatiske rolle i Judas and the Black Messiah er LaKeith Stanfield et godt bud på en afløser. Han har specialiseret sig i distræte og intelligente roller, og det passer perfekt til Lennart.

 

Retfærdighedens ryttere

Emmenthaler (Nicolas Bro) skal spilles af Jesse Plemons

Vi har et godt øje til den alsidige, talentfulde Jesse Plemons, der både kan spille programmør i Black Mirror-afsnittet USS Callister og udviser quirky humor i Game Night. Han er derfor den rette til at overtage Nicolas Bros rolle som hackeren Emmenthaler, der dermed kommer til at lever ping-pong-dialog med LaKeith Stanfield.

 

Retfærdighedens ryttere / Little Women

Mathilde (Andrea Heick Gadeberg) skal spilles af Eliza Scanlen

Ligheden er slående, og talentet fra begge kanter synes oplagt. Alle var svært imponerede over Andrea Heick Gadeberg, der bragede igennem som Markus’ datter, Mathilde, og vi kan sagtens se Eliza Scanlen fra 'Sharp Objects' eller Little Women i rollen.

Bonus-casting: Jake Gyllenhaal som hvem som helst

Vi kunne ikke finde den oplagte rolle til Jake Gyllenhaal, men det ville ikke undre os, hvis skuespilleren fik lov til at optræde i filmen. Gyllenhaal har efterhånden specialiseret sig i danske genindspilninger, og han kunne fx opleves i Brothers, The Guilty og snart Michael Bays Ambulance.

Instruktør Shane Black

Vi ved, at Anders Thomas Jensen og Nikolaj Arcel kommer til at stå for manuskriptet. Men indtil videre er det ikke afsløret, hvem der skal instruere. Med film som Kiss Kiss Bang Bang og The Nice Guys er Shane Black en mester udi komiske og grænsesøgende film med en skæv rollebesætning og knivskarp dialog. Han virker derfor som et glimrende valg til at påtage sig opgaven.

Hvem ville du helst se i rollerne?