Hitchcock havde bizar årsag til, at han aldrig ville møde Spielberg

Instruktøren bag 'Psycho' følte sig som en "luder"
Steven Spielberg Jaws Dødens gab
(© Universal Pictures)

To af filmhistoriens største filmskabere er utvivlsomt Alfred Hitchcock og Steven Spielberg. Det er dog ikke just de varmeste ord den afdøde Hitchcock havde om sin kollega før sin død i 1980, hvor Spielberg ad flere omgang havde forsøgt at møde sit idol - uden held.

Skuespilleren Bruce Dern har nemlig i sin biografi fortalt historien om, at han forsøgte at få Hitchcock til at mødes med Spielberg, hvilket ikke lykkedes. Det skriver Far Out Magazine:

- "Jeg sagde, 'Du er hans idol. Han [ønsker] bare at sidde ved dine fødder i fem minutter og snakke med dig'."

Hertil skulle Hitchcock have svaret: "Er det ikke drengen, der lavede fiskefilmen? ... Jeg kunne aldrig sætte mig ned og tale med ham ... fordi jeg ser på ham og føler mig som sådan en luder."

Bruce Dern bad den britiske instruktør uddybe sit hårde svar:

- "Jeg sagde: 'Hvorfor føler du, at Spielberg gør dig til en luder?' Hitchcock svarede: 'Fordi jeg er stemmen til Jaws-forlystelsen [i Universal Studios]. De betalte mig en million dollars. Og jeg tog dem ... Jeg er sådan en luder. Jeg kan ikke sætte mig ned og tale med drengen, der lavede fiskefilmen ... jeg kunne ikke engang røre hans hånd."

Det er nok ikke det svar Spielberg havde håbet at få fra sin filmhelt. Instruktøren bag bl.a. Jurassic Park, E.T. og Schindler's List nærer dog noget varmere følelser for manden bag mesterlige film som Psycho, The Birds, North by Northwest og Vertigo.

Således har Jaws-instruktøren nævn Hitchcock blandt en af sine helt store inspirationskilder, sammen med bl.a. navne som John Ford og Stanley Kubrick.