Danmarkshistoriens største røveri bliver til hæsblæsende actionfilm

Shorta-instruktør står bag 'De lydløse'
Billede
(© Shorta / Scanbox)

En ny dansk film om Danmarkshistoriens største røveri er undervejs. Det skriver Zentropa Entertainments og Nordisk Film Distribution i en pressemeddelelse.

Filmen har fået titlen De lydløse og fortæller historien om, hvordan en gruppe på 25 mænd fra Danmark og hele Europa tilbage i 2008, mens finanskrisen gjorde sit indtog i Danmark, besluttede sig for at begå det største røveri nogensinde på dansk jord.

Filmen bliver et actiondrama, der skildrer historien om de ihærdige, ambitiøse og ikke mindst kompromisløse røvere, der lykkedes med at røve Dansk Værdihåndtering og slippe afsted med 70 mio. kroner, hvoraf kun en mindre del er fundet den dag i dag.

Sagen, der er kendt som "Røveriet mod Dansk Værdihåndtering", var en hæsblæsende affære, som lyder som noget fra en amerikansk actionfilm. Gerningsmændene var nemlig bevæbnet med partisansøm, gummigeder, automatvåben, skudsikre veste og brædende skraldebiler i deres nøje planlagte aktion. 

'De lydløse' bliver instrueret af Frederik Louis Hviid, der sidste år debuterede med actionfilmen Shorta. Han står også for produktionen af filmen sammen med Kasper Dissing, der også var medproducent på den danske Oscar-vinder, Druk, sidste år.

LÆS OGSÅ: Kan du huske denne danske film fra 2005? Nu bliver det til en actionfilm med Hollywood-stjerne

Bag manuskriptet til filmen står Anders Frithiof August, der bl.a. har forfattet store danske film som Marco Effekten, Lykke-Per, Sommeren ’92 og Dirch. Derudover fungerer en af røveriets rigtige bagmænd samt en journalist, der sammen har skrevet en bog om hændelsen, som konsulenter på filmen.

Om filmen siger instruktør Frederik Louis Hviid bl.a.:

- 'De Lydløse' handler om kriminelle, men jeg er ikke interesseret at fortælle publikum, hvad de skal mene om livet som kriminel. Til gengæld vil jeg gerne placere publikum midt i kaosset og give dem et indblik i, hvordan man jagter det umulige i et sprængfarligt samfund de færreste kender til. Det er farligt, utilregneligt, voldeligt og ukontrollerbart.

'De lydløse' begynder optagelserne i løbet af 2022, og filmen kan forventes i biograferne i 2023.