Stærkt hold af unge komedie-talenter er klar til den første spillefilm fra Jesper og Julie

'Elsker dig for tiden' kommer til næste år
Elsker dig for tiden / Christian Geisnæs
(© Elsker dig for tiden / Christian Geisnæs)

Artiklen er skrevet den 23. september og opdateret den 29. oktober.

For lidt over en måned siden kunne vi bringe nyheden om, at den prisvindende instruktør-, manus- og skuespillerduo bestående af Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, der har haft stor succes med den populære og anmelderroste serie 29, har givet sig i kast med deres første spillefilm. Det skrev SF Studios i en pressemeddelelse.

Nu har filmen fået tilføjet en række talentfulde, danske skuespillere til rollelisten.

Elsker dig for tiden er et anti-romantisk komediedrama om jagten på den store kærlighed, vores høje forventninger til den, viljen til at gå på kompromis og den evige tvivl, der kan opstå.

I filmen følger vi Anna og Thomas, der er hinandens modsætninger, men som begge mangler det samme - kærligheden. Hvor Anna er en moderne selvstændig kvinde, der holder kærligheden i strakt arm, er Thomas den traditionelle romantiker, som desperat leder efter den eneste ene.

Vi følger de to fra det allerførste møde, igennem den forvirrende forelskelse og til hverdagen melder sin nådesløse ankomst i parforholdet. Begge konfronteres undervejs med deres høje krav til kærligheden, forventninger der møder virkelighed, konstant tvivl og ikke mindst deres manglende vilje til at gå på kompromis.

Julie Rudbæk spiller rollen som Anna, mens Thomas spilles af Kasper Dalsgaard, som tidligere har spillet med i tv-serien Sygelejerskolen. Jesper Zuschlag spiller vennen Nikolaj og på rollelisten til filmen står også navne som Sofie Jo Kaufmanas ('29'), Olivia Joof Lewerissa (Venuseffekten), Katinka Petersen ('Når støvet har lagt sig'), Cyron Melville (Sommeren '92), Miri-Ann Beuschel (Forældre) og Anders Brink (De frivillige).

Julie og Jesper har skrevet manuskriptet og instruerer 'Elsker dig for tiden'. Om filmen siger de to:

-'Elsker dig for tiden' er vores personlige take på en universel tematik. Vi håber og tror på, at mange unge vil føle sig set og forstået med denne film. Vi følger i filmen tre meget forskellige kærlighedshistorier igennem alle faserne af kærligheden. Så uanset om publikum er singler, forelskede, i et langt forhold, gift eller i hjertesorger, vil de formentlig kunne se sig selv i filmen. Det er i hvert fald vores største mål med denne film.

Optagelserne til 'Elsker dig for tiden' er begyndt og filmen forventes at få biografpremiere til efteråret 2022.