Rumvæsnet Allan prøver at overtage jorden
Nordisk Film har annonceret en ny dansk ungdomskomedie ved navn 'Jomfruer fra rummet'. Og med Albert Rosin Harson i hovedrollen som den generte Gustav, og en masse nye ansigter i andre vigtige roller, er der lagt op til en frisk omgang humor med masser af kærlighed og sex.
Komedien handler om Gustav og hans bedste ven Buller, som er ved at afslutte gymnasiet, og som kun tænker på sex. Pludselig kommer et rumvæsen ved navn Allan ned på jorden, og det kommer til at ændre de to drenges liv.
Han vil overtage Jorden ved at forplante sig hos flest mulige mennesker. Allan flytter ind hos Gustav efter at have dannet et specielt venskab med ham og Buller. Det går dog snart op for de tre drenge at sex er mere end kun forplantning.
Tobias Maj Stelzner, Frederikke Sofie Faber og Zelma Lewerissa er de nye navne som står foran kameraet for første gang. Milo Campanale som spiller Buller har tidligere været med i tv-serierne 'Stikker' og 'Mit 50/50 liv'. I rollen som Gustavs pinlige forældre har vi Peder Pedersen og Julie Agnete Vang. I øvrige biroller ser vi bl.a. Lars Hjortshøj og Pernille Højmark.
Optagelserne til 'Jomfruer fra rummet' er startet, og det er Peter Molde-Amelungs debut som instruktør.
Jomfruer fra rummet forventes at få biografpremiere til efterår 2022.
Log ind for at få personlige anbefalinger ved at anmelde film med 1-6 stjerner.