'Dune 2' er bekræftet - og får premieredato om to år!

Den episke rejse fortsætter
Dune 2
(© Warner Bros.)

Instruktør Denis Villeneuve har fra begyndelsen tiltænkt sin science fiction-epos Dune som det første kapitel i en større fortælling.

Ja, faktisk så meget, at filmen starter med teksten "Dune: Del 1" - selvom en fortsættelse officielt ikke var bekræftet på daværende tidspunkt.

Men nu er der godt nyt til den canadiske instruktør og alle os fans. Legendary Pictures har nemlig givet grønt lys til Dune: Del 2 med premieredato den 20. oktober 2023 i USA (formentlig én dag før i Danmark)

Det sker som følge af den stærke amerikanske åbning som 'Dune' fik i weekenden, og i Danmark har den da også allerede trukket over 200.000 mennesker i biografen.

LÆS OGSÅ: Instruktør afslører: 'Dune 2' får ny hovedkarakter

Det manglede næsten også bare med dén cliffhanger, som den første film efterlod os med. Men nu kan vi altså glæde os til at vende tilbage til ørkenplaneten Arrakis og den unge hertug Paul Atreides.

Filmen er som bekendt baseret på Frank Heberts anerkendte romanoplæg, som med stor sandsynlighed kan vokse sig til at blive et endnu større franchise. Villeneuve har således allerede luftet ideen om en tredje film, mens en serie om The Bene Gesserit, 'Dune: Sisterhood', er offentliggjort.

Deadline beretter ydermere, at 'Dune: Del 2' vil få eksklusiv biografpremiere.

'Dune: Del 2' får premiere den 20. oktober 2023.

Se 'Dune: Del 1' i biografen nu.