'Fantastiske skabninger 3' får titel, ny premieredato og meget Mads Mikkelsen

Nyt om Harry Potter-forgængeren
Fantastiske skabninger 2
(© Fantastiske skabninger 2 / Warner Bros.)

Siden Mads Mikkelsen blev afsløret som erstatning for Johnny Depp som Grindelwald i Fantastiske skabninger 3, har det været småt med nyt fra troldmandsuniverset. Indtil nu.

Warner Bros. har offentliggjort, at titlen på den tredje film om Newt Scamander bliver Fantastic Beasts: The Secrets of Dumbledore. Mens den danske titel bliver "Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder".

Samtidig er premieredatoen rykket til 15. april 2022 (formentlig med dansk premiere dagen før) fra den oprindelige dato den 14. juli. Gode nyheder for fans af trolddom og magiske væsner!

Endelig er der blevet udsendt en officiel plotsynopsis, som oversat lyder som følger og indikerer, at vi kan glæde os til en masse Mads Mikkelsen i den nye film:

Professor Albus Dumbledore ved, at den mægtige, mørke troldmand Gellert Grindelwald er på vej til at få kontrol over den magiske verden.

Da han ikke kan stoppe ham alene, lader han magizoologen Newt Scamander leder et ængsteligt hold af troldmænd, hekse og en enkelt Muggle-bager på en farlig mission, hvor de møder gamle og nye skabninger og krydser klinger med Grindelwalds voksende legioner af følgere. Men med så meget på spil, hvor længe kan Dumbledore forblive på sidelinjen?

Læs også: Mads Mikkelsen udtaler sig om 'Fantastiske skabninger 3': Det bliver magisk og hjerteskærende.

Udover spilletid til vores danske stjerne bliver filmen med stor sandsynlighed Jude Laws store entre ind i Harry Potters univers. Vi mødte ham relativt kort i Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser, men nu har han både fået titlen og hvad der forventes at være en væsentlig rolle i filmen.

Eddie Redmayne vender tilbage som Scamander, mens også Katherine Waterston, Dan Fogler, Alison Sudol og Ezra Miller er tilbage i deres roller.

David Yates instruerer et manuskript af J.K. Rowling og Steve Kloves.

Fantastic Beasts: The Secrets of Dumbledore får biografpremiere den 15. april 2022.