Bryder tavsheden: Marvel-boss udtaler sig om 'Avengers 5'

Hvad skal der nu ske i superhelteuniverset?
Billede
(© Avengers: Infinity War / Walt Disney Pictures)

Med de to seneste Avengers-film - Infinity War og Endgame - fik Marvel skrevet de afgørende kapitler i fase 3 af universet. Black Widow sparkede så døren ind til fase 4, der fortsætter med kommende titler som den biografaktuelle Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings, videre til de kommende Eternals, Spider-Man: No Way Home og meget, meget mere.

Køb dine billetter til 'Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings' her:

Spørgsmålet er så bare, hvor det stiller os i forhold til en eventuel fremtidig superheltesamling i en Avengers-film? Det svarede Marvel-præsident Kevin Feige på i et interview med Collider.

Her gjorde Feige det klart, at den næste Avengers-film desværre lader vente på sig noget endnu:

- Jeg tror, at vi gerne vil have, at der går en fornuftig mængde tid efter 'Endgame' til at starte en ny saga, som allerede er undervejs og i gang. Og så har vi bare brug for tid, ligesom med fase 1, til at bygge på den nye saga, før vi bringer alle sammen. 

LÆS OGSÅ: Overblik: Alle Marvels 4 faser forklaret

Marvel vil altså i første omgang koncentre sig om at bygge en ny fortælling op omkring heltene, der træder ind i fase 4. Man skal også huske på, at universet er langt større nu, end da den første Avengers-film udkom i 2012.

Heldigvis er de lange udsigter til en ny Avengers-film ikke ensbetydende med, at vi ikke får lov til at se superheltene kæmpe side om side. For hvor de tidlige film om Iron Man, Captain America og de andre alene handlede om den ene superhelt, så har nye Marvel-film haft en tendens til at heltene besøger hinanden på kryds og tværs.

Det ser vi eksempelvis i traileren til den kommende 'Spider-Man 3: No Way Home', hvor Doctor Strange lader til at have en større rolle.

Vi kan altså forhåbentlig glæde os til at se flere superheltesamarbejder i Marvels univers, selvom vi må vente noget endnu på en ny Avengers-film.