Fredag den 13.-interview: "Du finder et sted, hvor teenagere har sex, og så slår du dem ihjel"

Interview med forfatteren bag den 40 år gamle gyserklassiker

Denne artikel blev første gang udgivet i juli 2020.

I 1980 blev fredag den 13. en mærkedag for alle gyserfans verden over. Filmen af samme navn ramte nemlig biograferne, og den blev et decideret fænomen. For et beskeden budget på 550.000 dollars indtjente den næsten 40 millioner i USA - og ligeledes set af tusindvis over Atlanten.

Bemærk artiklen indeholder spoilers for Fredag den 13.-filmserien.

Fredag den 13. fik ikke kun 11 efterfølgere, den blev også sammen med Halloween - som kom to år forinden - startskuddet på en af 80'ernes mest sejlivede subgenrer, kendt som slasher-filmen.

Den 25. juli er det præcist 40 år siden, at gyseren ramte de danske biografer, og i den anledning har vi talt med forfatteren bag det første kapitel - manden, der lagde byggestene til en af genrens største ikoner Jason Voorhees.

Navnet er Victor Miller, og den nu 80-årige forfatter er måske nok bedst kendt for sit centrale bidrag til 80'ernes gys. Men han har faktisk brugt det meste af sin aktive karriere på at skrive tv-serier for utallige soap-operaer, som også har indbragt ham hele 3 Emmy-statuetter.

Historien bag 'Fredag den 13.' er i høj grad fortællingen om et heldigt sammentræf, underbevidste barndomstraumer og en kalkuleret økonomiske strategi. Her er historien fortalt af Victor Miller selv.

Mrs. Voorhees i 'Fredag den 13.' ©Paramount Pictures

Hvordan opstod ideen til at skrive ’Fredag den 13.’?

- Jeg havde lavet et par film med Sean S. Cunningham (filmens instruktør, red.) før, som overhovedet ikke havde klaret sig særlig godt. Så han ringede til mig og sagde "'Halloween' laver rigtigt mange penge. Lad os gøre det samme”. Så jeg begyndte at skrive.

- En del af det kom åbenbart fra min underbevidsthed, fordi jeg ikke var opmærksom på halvdelen af det, som jeg er nu, 40 år senere. Det er fantastisk, at jeg for 40 år siden allerede kendte Jason og Pamela Vorhees så godt.

'Halloween' (1978) var en stor inspirationskilde ©Falcon International Pictures

Hvor hentede du inspirationen fra?

- John Carpenter og Debra Hill i 'Halloween' havde lært mig den grundlæggende struktur. Det er, at du finder et sted, hvor teenagere har sex, og hvor ingen voksne kan hjælpe dem. Så det skal være et isoleret sted, og så slår du dem ihjel, én efter én.

- Jeg stjal ikke noget. Jeg så bare det samme, som de gjorde. Men det var svært at finde lokationer. Jeg tror, at jeg kom op med 20 eller 30 forskellige lokationer. Jeg talte frem og tilbage med Sean (Cunningham, red.) om det, og vi besluttede os for en sommerlejr, før den åbnede.

- Jeg tror, at jeg fandt på det, fordi min storebror og storesøster havde været på sommerlejr, og jeg havde sagt: ”Ikke tale om. Jeg skal ikke på sommerlejr, hvor folk kan overraske mig med at springe frem bag træer”. Så det var på en eller anden måde blevet lageret i min underbevidsthed, og det dukkede op. Og det var bestemt godt.

"Velkommen til Camp Crystal Lake" ©Paramount Pictures

- Jeg er før blevet spurgt, om jeg havde baseret det på noget, der skete på en virkelig sommerlejr langt vest på. Og svaret er nej. Jeg havde aldrig hørt om det før. Men der var åbenlyst noget i universet, der talte til mig og peger mig i den retning.

- Grundlæggende var det bare godt at have en forudgående ondskab. Og det var nødt til at være vigtigt, og noget virkelig slemt måtte være sket.

- Da jeg også har en kandidatgrad i teatervidenskab, havde jeg også studeret min del af græske dramaer. Så jeg havde den skøre Ralph på cyklen, der fortalte, at ”alle er dødsdømte”, og fyren med olietankvognen, der siger, ”kom væk herfra i en helvedes fart. Stedet her er sygt”. Så det tillod mig at give al den fortælling, som er i en græsk tragedie. Men ligesom i dem så lytter man heller ikke efter

- Så jeg lærte fra de bedste. Grækerne og John Carpenter og Debra Hill.

- Resten opstod af alle de mærkelige ting, som jeg var kommet på tværs af i de første 40 år af mit liv. Det er 40 år siden, jeg er nu 80 år.

De unge kommer hinanden ved på sommerlejren... ©Paramount Pictures

Er det minder fra din barndom?

- Ja, det bliver tydeligere og tydeligere for mig jo ældre, jeg bliver.

- Lad mig give et eksempel. En af de traumatiske ting, som skete for mig som barn, var da jeg var fire-fem år gammel. Jeg ved ikke præcist, hvordan det skete, men jeg husker denne del tydeligt. Jeg var ude på toilettet i vores hus i New Orleans, og jeg legede 'hvis jeg viser dig min, så viser du mig din' med en jævnaldrende pige, og min mor kom ind og gik fuldstændig amok.

- Det traumatiserede mig for resten af mit fucking liv. Jeg havde ingen idé om, at hun faktisk lavede en audition til rollen som Pamela Voorhees på det tidspunkt.

- Fordi hvis du kan huske det, så har jeg en scene i den første del af filmen, hvor de unge bliver taget på fersk gerning. En dreng fra lejren møder en pige fra lejren, og de går ovenpå i laden, og så kommer hun [Mrs. Vorhees] ind. Drengen siger ”vi lavede ikke noget”, hvilket jeg formentlig også må have sagt til min mor. Og hun dræber dem begge.

- Da jeg skrev det ind i manuskriptet, havde det på ingen måde nogen forbindelse til mit eget personlige liv. Det kom bare ud, og det havde jeg åbenbart brug for.

- Det er fascinerende at se tilbage på det og tænke, "gid min mor var i live", så jeg kunne tage hende med ind og se filmen og sige ”der er du – uden en machete”.

- Livet er mærkeligere, end vi tror...

Victor Millers egen mor var inspiration til Mrs. Voorhees. ©Paramount Pictures

Så alt det her er først noget, som er kommet til dig langt senere?

- Ja, men mest her de seneste 10 år. Jeg er gået på pension, så jeg har alt for meget tid til at tænke på, ”hvem er jeg, og hvad handler alt det her støj om”. Det har været noget af en rejse.

- Jeg har en god ven, som er hypnotisør, og han har taget mig tilbage i tiden nogle gange. Det er meget interessant. Det har startet noget, og min drømmeverden er blevet meget mere aktiv. Den del af rejsen har været vidunderlig.

- Jeg har sagt i mindst 100 interviews, at hvis jeg ligesom stakkels Jason som barn var druknet ved Crystal Lake, så ville min mor ikke have dræbt vejlederne, hun ville have sagt: ”Jeg sagde jo, at du ikke skulle svømme lige efter, at du havde spist frokost. Du druknede, og du fortjente det”. Hun var ikke så slem, men det var helt sikkert rollemodellen til Mrs. Voorhees.

- Det var dog ikke noget bevidst fra min side. Jeg havde brug for en stærk årsag til, at denne kvinde skulle være i ubalance, og der er tydeligvis en baggrundshistorie der, som bør blive fortalt.

- Men det er utroligt. Det var umuligt at holde underbevidstheden væk fra skrivemaskinen.

Mrs. Voorhees baggrundshistorie bør blive fortalt, mener Miller. ©Paramount Pictures

Nu nævnte du Mrs. Voorhees' baggrundshistorie. Hvilke ideer havde du omkring den, da du skabte hende?

- Hun var en af den type kvinder, der var til alle sommerlejre. Men hun ville være en slags sygeplejerske og diætist. Og jeg går ud fra, at hun havde en affære med en mand, der gjorde hende gravid, men efter han så sit barn, sagde han farvel og stak af. Så hun var fanget i det.

- Årene gik. Jason voksede op, og det at have et deformt barn tærede på hende. Så det var det. Jeg tror, at hun blev sindssyg på meget ærlig vis, fordi hun havde rigtig mange nedture.

Betsy Palmer, der spiller Mrs. Voorhees, har senere udtalt, at hun ikke brød sig om manuskriptet og kun medvirkede for at kunne købe en ny bil...

- Det er rigtigt, og den anden side af historien er, og jeg konfronterede hende faktisk med det til en convention.

- Jeg tog med Sean (Cunningham, red.) ud for at interviewe hende til rollen. Hun boede kun 10 minutter væk, og da vi kom ind i hendes pæne og smarte hus, tog hun imod mig med ordene ”åh, jeg elskede dit manuskript". Hun fedtede åbenlyst for mig.

- Jeg lærte, at du aldrig skal stole på skuespillere. Det siger sig selv lige meget hvad. De vil sige, hvad end der er nødvendigt for at få råd til en ny bil. Det er forretning, glem aldrig det.

Victor Miller er ingen stor horror-fan. ©Paramount Pictures

Jeg har læst, at du ikke er særlig stor horror-fan?

- Nej. Jeg tog i biografen hver lørdag som barn. Selv Abbott og Costello-gyserfilmene gjorde mig bange.

- Jeg kan huske på en flådebase i 1946, hvor min far arbejdede. Jeg tog alene hen til biografen, og de viste en film, der hed ’Seven Keys to Bladpate’, der var en komedie-thriller. Og jeg stormede ud fra den.

- Der var en scene i en bus, hvor der var et menneskehoved i en kasse, og de rullede det ned ad mellemgangen på bussen. Og jeg sagde til mig selv ”jeg er ude”.

- Så nej, jeg er ikke den modigste dreng i kvarteret. Men det hjalp faktisk, fordi hvordan skulle du kunne skræmme folk, hvis du ikke selv kan blive det?

- Men jeg satte mig ikke ned og tænkte ”hvad skræmte mig, da jeg var 18 år gammel?”. Jeg tænkte bare, at det her er uhyggeligt, det her er sjovt. Jeg havde ingen idé om, at folk fra graven dikterede for mig.

- Det var ikke navlepilleri, jeg sad ikke og tænkte, ”det her frigør mig”. Jeg tænkte bare ”åh gud, jeg håber, vi tjener nogle penge”.

Kevin Bacon lider en pinefuld død ©Paramount Pictures

Hvor meget var du til stede, da filmen blev indspillet?

- Jeg havde ikke råd til det. Jeg havde fået min udbetaling for manuskriptet, og det var umuligt for mig at tage fri en måned uden at tjene penge.

- Jeg var der én dag og én nat. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg var der til optagelserne af jagtpilen gennem Kevin Bacons hals.

- Det var fantastisk at se. Fysisk set er det jo umuligt, pilen skal bore sig igennem fjedre, en madras, rygsøjlen og alle musklerne. Men hold da op hvor var det godt.

- De brugte fire-fem timer på at sætte det op om morgenen. Det var Tom Savini (make-up effects, red.), som arbejdede under sengen og med en falsk brystkasse. Det var bare mageløst at se.

- Jeg blev fuldstændigt suget ind i det. Jeg synes, at det er en af filmens bedste øjeblikke, da den pil kommer op igennem ham.

Den chokerende slutning var ikke oprindeligt i dit manuskript. Hvad er historien om den?

- Filmen sluttede oprindeligt med at hendes hoved (Mrs. Voorhees, red.) blev hugget af. Men Sean Cunningham ringede til mig og sagde ”vi har brug for noget, der kan få folk til at hoppe i sæderne i slutningen”. Og jeg sagde ”okay. Mener du sådan noget som, at Jason springer op af vandet?”, og han svarede "ja", og jeg skrev tre-fire sider mere, og sendte det til ham.

- Så det er derfor, at de ikke er med i det oprindelige manuskript. Det var ham, der sagde, at vi havde brug for noget andet i slutningen, og bom, vi gjorde det. Og det var vidunderligt.

Ja, det er noget, som de fleste husker…

- Åh ja, jeg elsker det. Paramount åbnede med filmen i 40 biografer, hvilket var uhørt, og jeg tog ned i min lokale biograf med mine venner i shoppingcenteret i Milford, Connecticut.

- Jeg sad og så hele filmen, og da hendes hoved var blevet hugget af, bemærkede jeg, at en tredjedel af publikummerne begyndte at tage deres overtøj på og var på vej ud. Og så kommer øjeblikket, der får folk til at hoppe i sædet, og de kastede alle sammen hovederne rundt. Det er utroligt, at de ikke brækkede deres nakker. Det var skønt.

- Da vi kom ud af biografen, stod der en kø af mennesker på en halv kilometer til at skulle ind og se filmen. Alle i den rigtige alder. Paramount havde også brugt rigtig mange penge på at promovere filmen.

Så du blev meget overrasket over dens store succes?

- Ja, jeg var sat op til at fejle efter vores to foregående film, 'Here Come the Tigers' og 'Manny’s Orphans'. De var fine små film og basalt set rettet mod drive-in biograferne, men selv der kunne de ikke klare sig. Jeg kunne i hvert fald ikke gå på pension på baggrund af nogle af dem.

- Jeg kan se, hvorfor 'Fredag den 13.' blev et hit. Jeg vidste ikke, at det ville blive et hit. Jeg skrev bare det bedste, jeg kunne.

Den blev nemlig en kæmpe succes, og vi fik en masse efterfølgere. Jeg ved godt, at du ikke var involveret i nogle af dem. Men har du set nogle af dem?

- Jeg så én. Jeg kan ikke huske, hvilket nummer i rækken. Der er to gutter, som har et internetshow, der kom i forbindelse med mig og foreslog, at jeg for gak og løjer kunne se en af filmene og give min mening om den bagefter.

- Jeg så filmen. Den var fin. Jeg gav min mening, jeg havde ingen klager. Det var fascinerende.

- Men det er underligt, når du har baseret hele baggrunden for Mrs. Voorhees' mange drab på, at hendes søn var død. Det føltes mærkeligt, og det er mærkeligt.

Du er ikke særlig glad for ideen med Jason som morder?

- Jeg kan godt forstå, hvorfor Jason blev skurken, selvom hans mor troede, han var død, hvilket sådan set smadrede hendes motivation totalt.

En retssag kører lige nu. Jeg ved ikke, hvor meget du kan udtale dig om den?

- Jeg kan give det skelettet uden nogle særlige meninger. Omkring 1959 vedtog kongressen en lov, der sagde, at efter 35 år kunne en forfatter få sin copyright tilbage.

- Så jeg ansøgte om at få min copyright tilbage efter 35 år. Og de tog mig i retten. Vi vandt den første runde. De appellerede. Og den har vi besvaret og fulgt den i retten i Californien. Nu venter vi på afgørelsen.

- Jeg har ingen idé om, hvordan det vil ende. Men alt jeg gjorde var at følge den lov, som kongressen har indført. Vi vandt første runde, men det garanterer ingenting.

Men hvis du kunne bestemme, hvilken retning skulle Friday-franchisen gå i i fremtiden?

- Det har jeg ikke sagt eller afsløret over for nogen. Fordi ingen ved, om det kommer til at ske. Alt arbejde, jeg kan lægge i det, kan være værdiløst. Så jeg venter bare på resultatet, og så arbejder jeg videre derfra.