De 11 mest uhyggelige gyserskurke nogensinde

Har du også haft mareridt over disse seriemordere?
It / Warner Bros.
(© It / Warner Bros.)

I forbindelse med biografpremieren på Candyman, kigger vi tilbage på gysergenren og udpeger 11 af de absolut mest uhyggelige gyserskurke nogensinde.

Der er selvsagt skurke, som der ikke er blevet plads til pga. de begrænsede antal pladser på listen. Bl.a. Dracula, hajen fra Jaws, Jack fra The Shining og rummonstret i Alien med mange flere. Ikke desto mindre er vores udvalg klart nogle af de mest uhyggelige genne tiden.

Køb dine billetter til 'Candyman' her:

'Candyman' er en fortsættelse til filmen af sammen navn fra 1992. Denne gang vender vi således tilbage til et nu fornyet nabolag i Chicago, hvor den grusomme legende om Candyman begyndte.

Filmens manuskriptet er bl.a. forfattet af Jordan Peele, der vandt en Oscar for sit manuskript til Get Out og ligeldes fik os til at gyse med Us.

Herunder 11 af de mest uhyggelige gyserskurke nogensinde:

Freddy Krueger
Naturligvis skal alletiders mest skræmmende drømmemorder med på listen. Wes Cravens baconansigt, Freddy Krueger, er nemlig en af genrens mest væmmelige dræbere, der på blodigt opfindsomme måder slår sine sagesløse og søvnige ofre ihjel.

Særligt i den første A Nightmare on Elm Street fra 1984 var han et grumt uhyggeligt bekendtskab, mens han i senere kapitler i franchisen blev noget mere kæk i replikken - dog uden at miste sin uhyggelige tilstedeværelse i vores værste mareridt.



Ghostface
Der er noget grundlæggende skræmmende ved masker. Mennesket bag gøres mystisk og uigennemskuelig. Mimikken forsvinder, og tilbage står kun et stift skrækansigt, der er klar til at fare på dig for et godt ord. Det er i hvert fald tilfældet med Ghostface, man kender fra Scream-filmene og -serien.

Første gang vi mødte det klamme spøgelsesansigt var i Wes Cravens nyklassisker Scream fra 1996. En filmserie, der - som sin morder - ikke sådan vil dø. Forude venter nemlig et fjerde kapitel i slasher-franchisen, hvor netop den skræmmende maske vender blodigt tilbage.



Leatherface
Før de farverige gyser-80ere indtog biografens mørke med alskens grumme filmmonstre, fødte Tobe Hooper den dybt urovækkende Leatherface i The Texas Chain Saw Massacre fra 1974. Endnu et maskeret menneskermonster gemt bort bag en maske lavet af ægte menneskehud. Gisp!

Nå ja, ej at forglemme hans ikoniske og brutalt brummende motorsav, der har lagt en lang række ofre grufuldt i graven i op til flere film i serien. Wroom wroom!



Jason Voorhees
Den mutte dræber Jason Voorhees med den sidenhen ikoniske ishockey-maske er uden tvivl en af genrens allermest legendariske dræbere. Det var ganske vist først et par film inde i serien, at han iklædte sig masken. Ikke desto mindre har den snigende stille dræber gjort kål på en ordentlig omgang af unge ofre.

Der er kommet adskillige film med Jason på dræbertogt. Lige fra den førte Friday the 13th i 1980 og frem til - indtil videre - 2009 med rebootet af samme navn. Vi håber på, at Jason snart igen vil blive vakt til live.



Chucky
Der er et eller andet grundlæggende uhyggeligt ved dukker. Eller i hvert fald besatte dukker. Det er så absolut tilfældet med den rødhårede dræberdukke Chucky, der som bekendt er indtaget af sjælen fra en brutal seriemorder.

Første gang verden stiftede bekendtskab med Chucky var med Child’s Play i 1988 - eller på dansk 'Barneleg'. Siden er det blevet til en række efterfølgere, mens vi i 2019 fik et reboot, og senere i år venter en tv-serie om seriemorder-dukken. Nej, man kan ikke holdet et brutalt gyser-ikon nede.



Candyman
Har du nogensinde turde at sige Candyman fem gange, mens du kigger dig i spejlet? Det er i hvert fald nok ikke helt uden en vis bæven, hvis man har set Bernard Roses Candyman fra 1992, hvor den grumme titelkarakter nemlig dukker op, hvis man tør ytre hans navn på den måde.

Det var Tony Todd, der med stoisk ro og urovækkende tilstedeværelse, indtog rollen som legenden med en opsprættende krog som hånd. Siden blev det til et par opfølgere, mens der altså nu venter en fortsættelse om den skræmende myte Candyman i biografen.



Hannibal Lecter
Kannibaler kommer i flere former. Fra de yderst snaskede og primale af slagsen fra bl.a. 70ernes glubske sjaskere. Men de kommer også i en langt mere sofistikeret form. Det gælder bl.a. legendariske Hannibal Lecter, der med upåklagelig stemmeføring og nuanceret ordforråd holder det kølige overblik.

Det er i hvert fald situationen i The Silence of the Lambs fra 1991 - eller på dansk 'Ondskabens øjne'. Det er nok Anthony Hopkins' iskolde portræt af Hannibal the Cannibal, der står klarest i erindringen hos de fleste. Den intelligente Hannibal er dog bl.a. også blevet portrætteret i serien af samme navn af Mads Mikkelsen, mens man ikke må glemme Brian Cox’ portræt af ham i Michael Manns måske en kende oversete 'Manhunter' fra 1986.



Pinhead
"We'll tear your soul apart!" og "We have such sights to show you!". 
Ja, den skræmmende og urovækkende cenobite Pinhead - eller Helvedespræsten, om man vil - fra Clive Barkers Hellraiser-univers er uden tvivl en af de mest uhyggelige mareridtsskabere i skrækkens verden.

Doug Bradley indtog for første gang den læderklædte skurk i den blodige Hellraiser fra 1987, mens filmen sidenhen har affødt en lang række efterfølgere, hvor Pinhead har udgydt både sjasket blod og ikke mindst kølige oneliners.



Billy the Puppet
Selvom her ganske vist ikke som sådan er tale om en udøvende morder med en slagterkniv i hånden, så er Billy the Puppet et uhyggeligt bekendtskab. For hans tilstedeværelse i Saw-franchisen varsler nemlig i den grad blodig død.

For med dukkeføreren John Kramer, der er hjernen bag de mange dødsfælder i filmserien, sætter han nemlig den rødøjede dukke ind for at kommunikere direkte til sine sagesløse ofre. Vi har i hvert fald ikke lyst til at se dukken komme rullende ind på sin lille cykel en mørk aften.



Michael Myers
Der er ingen tvivl om, at skrækmesteren John Carpenters slasher Halloween er en skelsættende film i genren, det bl.a. - og måske ikke mindst - takket være filmens legendariske morder i skikkelse af den ordløse dræber Michael Myers. Klædt i mørkeblå kedeldragt, sin signatur-maske og med en stor køkkenkniv i hånden er han mareridtsfoder af den fineste slags.

Siden den første film i 1978 er der kommet sin del af øvrige film i franchisen, senest i 2018 med den direkte fortsættelse til originalen, hvor der forude venter endnu to film i serien, hvor Myers er tilbage i fuldt vigør og ligeldes med Jamie Lee Curtis sejt tilbage og på nakken af ham som Laurie Strode.



Pennywise
Vi kommer på denne liste ikke uden om den yderst skræmmende og børneædende dræberklovn Pennywise skabt af gysets mester Stephen King og bragt til live i både den todelte 'It' fra 1990 og i den nyere og ligeledes todelte filmfortælling fra henholdsvis 2017 og 2019.

I første inkarnation som klovnen finder man som bekendt en isnende grum Tim Curry, mens Bill Skarsgård indtog rollen som den legendariske klovn i de to nye film. Vi håber så absolut aldrig, at vi støder på denne meget lidt børnevenlige klovn.

'Candyman' har biografpremiere den 26. august.