Marvel-instruktør: De fleste superheltefilm er kedelige
James Gunn er manden, som med stor succes bragte Guardians of the Galaxy til live på det hvide lærred, og næste måned er han klar med et nyt, kulørt superheltehold, nemlig The Suicide Squad.
Med andre ord har Gunn styr på at lave yderst underholdende superheltefilm, og dem er der få af ifølge instruktøren selv. I et interview med SFX Magazine giver han nemlig en status på genren anno 2021:
- De fleste er kedelige lige nu, synes jeg. Jeg elskede dem i begyndelsen, og der er stadig folk, som prøver at lave noget anderledes med dem, så det er ikke en 100% regel, men de fleste af dem er kedelige. Så jeg tror, det handler om at hente elementer fra andre genrer ind.
Derfor er hans nye 'The Suicide Squad' også inspireret af film fra andre genrer:
- Jeg elskede ideen om at lave en superskurke krigs-kup-krimifilm.
Han nævner film som The Dirty Dozen og Where Eagles Dare som inspirationskilder til den kommende DC-film.
James Gunn står også til at skulle instruere Guardians of the Galaxy vol. 3, som starter optagelser senere i år, mens han tidligere på månenden roste den danske film 'Retfærdighedens ryttere' og Mads Mikkelsen.