'Indiana Jones 5' udsættes i tre måneder: Harrison Ford skadet under optagelserne

Og det er ikke den 78-åriges første uheld
Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull / Paramount Pictures
(© Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull / Paramount Pictures)

Opdateret d. 1/7: The Sun skriver nu, at optagelserne til Indiana Jones 5 er blevet udsat i 3 måneder efter, at Harrison Fords skulderskade er værre end først antaget. Produktionen forventes nu først at starte igen til september, fortæller en kilde fra filmen.

Man kan kun være imponeret over, at Harrison Ford i en alder af 78 år stadig indgår i stuntarbejdet på sine film. Men nogle gange går det galt, og det er, hvad der er sket på optagelserne til den femte Indiana Jones-film.

Variety kan således rapportere, at den legendariske skuespiller efter blot to ugers optagelser har skadet sin skulder, mens en kampscene skulle øves.

- Produktionen vil fortsætte, mens den passende form for behandling bliver evalueret, og produktionsplanen vil blive justeret efter behov de følgende uger, fortæller en talsperson for Disney i en udtalelse.

Skaden er ikke den første, Harrison Ford har pådraget sig i de senere år. Under optagelserne til Star Wars: The Force Awakens i 2014 brækkede skuespilleren benet, og han blev yderligere skadet af en automatisk dør på Millenium Falcon-kulisserne.

En hændelse, der medførte en bøde på 2 mio. dollars til det britiske produktionsselskab (ejet af Disney) for, som udtalelsen siger, at døren fungerede som en regulær guillotine, mens Ford gik under den.

Tidligere har Ford skadet sin ryg under optagelserne til Indiana Jones and the Temple of Doom, og han kom slemt til skade med benet, da The Fugitive blev indspillet. Og nå ja, så styrtede han ned med sit privatfly i 2015.

LÆS OGSÅ: Mads Mikkelsen om 'Indiana Jones 5': "Alt det, jeg ønskede, det skulle være"

Vi håber på, at Harrison Ford under omstændighederne har det godt og kommer sig hurtigt, så det ikke betyder al for lang forsinkelse på projeket.

Filmen har danske Mads Mikkelsen på rollelisten, og instruktøren James Mangold (Logan) har overtaget fra Steven Spielberg.

'Indiana Jones 5' forventes at få premiere den 29. juli 2022.