I fodsporene på 'Druk': Dansk spillefilmsdebut udtaget til to prestigefyldte filmfestivaler

Periodedramaet 'Du som er i himlen' får verdenspremiere i Toronto
Billede
(© Scanbox / Marcel Zyskind)

Den danske filminstruktør Tea Lindeburg rejser over Atlanten med sin spillefilmsdebut Du som er i himlen, som nu er udtaget til både Toronto International Film Festival og San Sebastián International Film Festival.

Filmen er udtaget til filmfestivalen i Torontos Discovery-program, der er en sektion for nye talenter på en af verdens mest prominente filmfestivaler. Publikumspriserne på Torontos filmfestival er kendt for at kunne spå kommende Oscar-kandidater og -vindere.

For blot ni dage siden blev det danske periodedrama også udtaget til hovedkonkurrencen på filmfestivalen i San Sebastián, hvor den går i fodsporene på Thomas Vinterbergs Druk, der løb med tre priser ved samme festival sidste år.

'Du som er i himlen' er en filmatisering af den danske bogklassiker 'En dødsnat' fra 1912 af Marie Bregendahl, der beskriver livet på en gård i 1800-tallet fortalt gennem tre generationer af kvinder. Den 14-årige Lise, hendes faster og hendes farmor.

Periodedramaet er sat omkring en fødsel, hvor Lise må påtage sig ansvaret i hjemmet, mens moren er i barselssengen. Men familien må snart indse, at intet bliver som før...

Den spillefilmsdebuterende Tea Lindeburg har tidligere stået bag flere projekter på og for DR og TV2 samt Netflix-serien Equinox baseret på Lindeburgs egen podcast, mens hovedrolleindehaveren Flora Ofelia Hofmann Lindahl tidligere i år blev den yngste modtager nogensinde af en Robert-pris for sin rolle i Ulven kommer.

'Du som er i himlen' får biografpremiere den 6. januar 2022.