Guide: Alle sommerens 14 film for hele familien

Tag dine kære med i biografen
Billede
(© Sony Pictures / Nordisk Film / UIP)

Forude venter der en sommer fyldt med en lang række familiefilm. Der er både noget for de mindste og de ældre. Vi guider herunder til de mange spændende titler - fra juni til og med august.

Filmene er listet i den rækkefølge, de har biografpremiere. Klik på titlerne for mere information og billetter.



Knudsen & Ludvigsen - og det store dyr - i biografen nu
Animationsfilmen handler om de to venner Knudsen & Ludvigsen, der lever sammen i harmoni med sang og marmelade. Men alt ændres den dag, hvor de får besøg af en togkonduktør, som vil smide dem ud af deres hjem.

Den eneste, der kan redde de to venners hjem, er den legendariske Kaptajn Knudsen. De to venner begiver sig nu ud på en rejse i jagten på kaptajnen med træbenet. Filmen vises med danske stemmer.
 
Yakari på store eventyr - i biografen nu
Familiefilmen 'Yakari på store eventyr' handler om den lille Sioux-indianer Yakari, der drager alene ud i verden i jagten på vildhesten Lille Torden, som siges at være utæmmelig. På sin rejse møder Yakari mange farer, men opdager også, at han har fået evnen til at tale med dyrene.

Figuren Yakari er kendt fra DR Ramasjang, men her er der tale om en helt ny animationsfilm baseret på den klassiske tegneserie af Derib og Job. 'Yakari på store eventyr' har danske stemmer af bl.a. Christian Fuhlendorff, Gordon Kennedy og Maria Lucia.

100 % ulv - i biografen nu
Denne animationsfilm følger drengen Freddy, der er arvtager i en familie bestående af stolte varulve. Han er overbevist om, at han skal blive den mest frygtindgydende varulv af dem alle. Freddy får dog en ubehagelig overraskelse, da han under fuldmånen til sin første "forulvning" ikke forvandles til en varulv, men en knap så frygtindgydende puddelhund.

Det ser ikke godt ud for Freddy, der nu må bevise overfor flokkens ældste, at han er en varulv i hjertet. Hvis ikke det lykkes ham inden næste måneopgang, vil han blive smidt ud af flokken for altid. Instrukøren Alexs Stadermann har også stået bag bl.a. Bien Maja og Bien Maja på nye honningeventyr. '100 % ulv' vises med dansk tale.

Peter Kanin hopper hjemmefra - i biografen nu
Denne opfølger til Peter Kanin er for hele familien. I den nye film er Bea brudt igennem som børnebogsforfatter med fortællingerne om Peter og de andre kaniner. Men gnaveren er stadig ikke helt på bølgelængde med Beas nye ægtemand Thomas.

Så da parret tager på ferie, hopper Peter ind til storbyen for at finde sig selv - men det nye eventyr gemmer også på store farer. Begge film er baseret på Beatrix Potters børnebøger.

Buster Oregon Mortensen / Andreas Bastiansen

Buster Oregon Mortensen - i biografen nu
Bjarne Reuters legendariske historie om den ukuelige anti-helt Buster får denne sommer nyt liv, når man følger netop den 11-årige Buster Oregon Mortensen, der er fuld af kærlighed til livet. En ukuelig optimist, der nok ved, at livet kan være hårdt, men bl.a. ved hjælp af trylleri og kærlighed går det nok. Han hjælper sin lillesøster, sin far og mor - og ikke mindst sin gamle ven Hr. Larsen, der også er en ”magiens mester”.

Buster går i en helt normal folkeskole, hvor han ved enhver given lejlighed underholder med trylleshows. I en sommerferie får han chancen for at vise hele byen, hvad han kan til et talentshow. Men Buster har mange jern i ilden, han er bl.a. også forelsket i Joanna. Historien blev første gang filmatiseret af Bille August med i 1984.

Bien Maja og det gyldne æg - premiere den 24. juni
Tegnefilmen om Maja handler om bien og hendes ven Willi, der går på opdagelse uden for bikuben. Pludselig hører de den grønne myre Chomp råbe på hjælp. Han er på flugt fra næsehornsbillerne Rumba, Henchie og Boof, som vil stjæle det gyldne æg.

Chomp er på vej til myrekolonien på toppen af Bonsai Bjerget, men Chomp har forstuvet foden, så Maja tilbyder at hjælpe. Sammen med deres gamle venner, de røde myrer Arnie og Barney, begiver Maja og Willi sig nu ud på en farefuld færd med mange overraskelser.




Spirit 2 - En fri sjæl - premiere den 1. juli
Denne tegnefilm er baseret på 'Spirit: Hingsten fra Cimarron', der også har inspireret en tv-serie. I 'Spirit 2 - En fri sjæl' følger man pigen Lucky Prescott, hvis liv ændres for altid, da hun flytter fra storbyen og ude på landet.

Her langt fra byens larm og i naturens rolige omgivelser, møder hun nu den vilde hest Spirit. Det bliver starten på et venskab mellem hest og pige.

Flummerne – premiere den 8. juli
Animationsfilmen handler om de to søskende Op og Ed, der er en del af flummerne, som er nuttede pelsede donut-formede dyr. Ved et uheld rejser de fra år 1835 og frem til nutidens Shanghai. Her ser de for første gang trafik, smager fastfood og det værste af det hele… de opdager, at alle flummere er uddøde!

Nu er det op til det gakkede par at redde sig selv og deres arts overlevelse. Ja, hvem ved, måske kan de endda ændre på historiens gang…




Uuups! Dyr over bord... - premiere den 15. juli
Man møder i denne familiefilm de to bedste venner Fini og Lea, der er om bord på Noahs ark. Efter uger på arken er der intet land i sigte, og maddepoterne er ved at løbe tør. Samtidigt er freden mellem de forskellige dyrearter på kanten til at brydes.

Da Fini og Lea efter en række uheldige begivenheder ender over bord med arkens sidste mad, må de sammen redde deres venner og hele kolonien fra total ødelæggelse.

Space Jam: A New Legacy – premiere den 15. juli
I denne længeventede fortsættelse til 90er-filmen og basketball-komedien 'Space Jam', hvor en pensioneret Michael Jordan hjalp et slapt Looney Tunes-hold med at beholde deres frihed.

I denne 2’er er det NBA-superstjernen Lebron James, der slår sig sammen med Snurre Snup og resten af den animerede bande for fuldt basketball.

 

Calamity Jane / Angel Films

Calamity Jane - Vestens vilde datter - premiere den 29. juli
Med 'Calamity Jane - Vestens vilde datter' venter der en tegnefilm, som handler om pigen Martha Jane, der i 1863 er sammen med en konvoj på vej mod et bedre liv i Vesten. Da hendes far kommer til skade, er det pludselig Martha, der skal køre familievognen, passe hestene og forsørge familien.

Det er en hård og udfordrende omvæltning, og alligevel har Martha aldrig følt sig så fri. Men ikke alle ser positivt på Marthas fritænkning - især ikke Abrahams, konvojens leder. Ondt bliver værre, da Martha bliver anklaget for tyveri og tvinges på flugt. Iført drengeklæder, søger hun desperat efter beviset for sin uskyld.

Ainbo - Amazonas' vogter - premiere den 5. august
Animationsfilmen handler pigen Ainbo, der kommer fra dybt inde i Amazon-junglen. Da hun opdager, at hendes hjemland bliver truet, går det ligeledes op for hende, at der findes andre mennesker udenfor hendes hjemby.

Med hjælp fra sin mors ånd er Ainbo fast besluttet på at redde hendes land og hendes folk, før det er for sent.



Ternet Ninja 2 – premiere den 19. august
Anders Matthesen er tilbage med sin ternede ninja i denne opfølger til 'Ternet Ninja'. I den første film mødte vi teenageren Aske, der fik en ninja-dukke af sin onkel Stewart, da han vendte hjem fra Thailand. Dukken viser sig dog at være levende, dødens farlig og besat af tanken om retfærdighed og blodhævn.

Denne gang kommer Aske og hans skøre familie ud på en vild rejse til Thailand, hvor de vil hjælpe nogle børn på en legetøjsfabrik. Som den første film er også denne 2’er baseret på en børnebog af Anders Matthesen.

Paw Patrol: Filmen - premiere den 26. august
De velkendte og populære hunde - kendt fra tv-serien 'Paw Patrol' - går til filmen. Her får Ryder og Paw Patrol travlt med at rydde op efter Humdinger, da han bliver borgmester i Adventure City. De får hjælp af en ny allieret, den kvikke gravhund Liberty.

Med nye spændende køretøjer og finurligt udstyr kæmper hvalpene for at redde Adventure Citys indbyggere. For med Paw Patrol er hjælpen straks på vej.

Se alle kommende film i biografen her.