DC går Batman-amok: Fire store projekter er på vej

'The Batman' næste år bliver startskuddet
Billede
(© The Batman / Warner Bros.)

Vi kunne for nyligt skrive, at J.J. Abrams er udset til at få en afgørende rolle i DC's superhelte-univers hos Warner Bros. efter, at Zack Snyder har forladt skuden. Den nye strategi vil både inkludere biograffilm samt spillefilm og tv-serier direkte til HBO Max.

Det første projekt er en Superman-film, hvor man er på udkig efter en sort skuespiller til helterollen. Nu er en række nye Batman-projekter ligeledes på vej.

The Batman med Robert Pattinson i titelrollen er allerede færdigoptaget og forventes at lande i biograferne til marts næste år. Bag filmen står instruktør Matt Reeves, der ligesom Abrams, også ser ud til at få stor indflydelse på det kommende Batman-univers hos Warner.

Allerede sidste år blev tv-serien 'Gotham PD' annonceret som en direkte spin-off til Reeves' 'The Batman'. Serien vil følge de korrupte betjente i byen og være sat i Batmans første aktive år, hvor man stadig er usikker på, hvad den maskerede flagermus står for.

LÆS OGSÅ: Michael Keaton vender tilbage i sin ikoniske rolle som Batman.

Reeves og Abrams står også bag en kommende animationsserie med titlen 'Batman: Caped Crusader', hvor de har slået sig sammen med Bruce Timm, manden der gav os bl.a. 'Batman: The Animated Series'. Projektet vil gå tilbage til heltens noir-rødder og genfortælle den omfangsrige mytologi med det store karaktergalleri med både allierede og skurke.

Filmen om Batgirl ser også ud til at få nyt liv. Således er makkerparret, der instruerede sidste års store succes Bad Boys For Life, blevet hyret ind til at lave DC-filmen baseret på et manuskript af Christina Hodson, der tidligere har forfattet Bumblebee, Birds of Prey og den kommende The Flash, som i øvrigt har to gange Batman ombord, da både Michael Keaton og Ben Affleck vender tilbage som The Dark Knight.

Med 'Batgirl' ønsker man at vise en anden side af Gotham, har producer Kristin Burr udtalt. Hvorvidt filmen vil udspille sig i samme univers som 'The Batman' vides endnu ikke.

Abrams har også søsat en DC-film om magikeren og troldkvinden Zatanna, som den Oscar-vindende 'Promising Young Woman'-forfatter og instruktør Emerald Fennell er hyret til at skrive.

'The Batman' får biografpremiere den 3. marts 2022.