Cookie- og Privatlivspolitik
Afdeling Q-filmene fra værst til bedst

Afdeling Q-filmene fra værst til bedst

Vi rangererer de fire første film inden 'Marco effekten'

Stem op!
44
Stem ned!
0
(reset)

I denne uge får den femte film i Afdeling Q-serien, Marco effekten, premiere. Det bliver med både nye skuespillere i alle rollerne og nye folk bag kameraet.

Men inden vi stiller om til Ulrich Thomsen og Co., kigger vi tilbage på de fire foregående film om Carl Mørck, Assad og Rose for at rangere dem fra værst til bedst.

Faktisk er "værst" lidt en overdrivelse, for filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens krimiunivers er alle af høj kvalitet, men der er alligevel mindre kvalitetsforskelle.

De fire første Afdeling Q-film værst til bedst:

Flaskepost fra P / Zentropa

4. Flaskepost fra P (2016)

Instruktør: Hans Petter Moland

Billetsalg: 687.890

Den mindst gode af filmene fejler mest i kraft af en undervældende skurk og et lidt rodet plot. For det religiøse tema, der hiver vicekriminalkommissær Carl Mørck og hans assistent Assad ud af deres vante omgivelser i København og til en lille flække i Udkantsdanmark, er ganske forfriskende.

Politiets Afdeling Q efterforsker henlagte sager, og det er præcis, hvad der sker, da Carl og Assad modtager en otte år gammel flaskepost, der har tråde til Jehovas Vidner. Mord og fundamentalister venter nu det umage makkerpar, og denne gang spilles der i særlig grad på de to mænds modsætninger, da sagens religiøse natur for alvor bringer livets store spørgsmål på bane.

 

Kvinden i buret / Zentropa

3. Kvinden i buret (2013)

Instruktør: Mikkel Nørgaard

Billetsalg: 694.807

Den første og nok også den mest uhyggelige af de fire første Afdeling Q-film. Her introduceres publikum til den halvdepressive Carl Mørck og hans mere humanistiske makker, Assad, samt oprettelsen af Afdeling Q.

Sonja Richter er blændende som titelkarakteren - en folketingspolitiker, der forsvandt for fem år siden og nu holdes fanget af en udspekuleret og ubehagelig person. Scenerne med hendes tilfangetagelse er hård kost, men det afholdte ikke små 700.000 danskere fra at se filmen i biografen i 2013.

Filmen blev en slags arvtager til Mænd der hader kvinder, som havde lagt biograferne øde i 2009, og nordic noir var igen på alles læber. Nikolaj Lie Kaas blev af flere fans af bøgerne anset som et mærkeligt valg til Carl Mørck, men det skulle vise sig, at hans folkelighed og karisma blev en af drivkræfterne bag det, der skulle blive en af 10ernes største, danske filmsucceser.

 

Fasandræberne / Zentropa

2. Fasandræberne (2014)

Instruktør: Mikkel Nørgaard

Billetsalg: 753.837

Den mest kulørte af de fire film lever i særdeleshed i kraft af sit persongalleri. Navnligt skurkene, de to fasandræbere Ditlev Pram og Ulrik Dybbøl, spillet til perfektion af Pilou Asbæk og David Dencik, er seriens bedste af slagsen. De to jetsettere er en slags ondsindede udgaver af Fritz og Poul fra Rytteriet, og deres forbindelse til en lige så velspillende Danica Curcic er væmmelig på vanlig Jussi-manér.

Historien tager fat i en desværre alt for udbredt tendens på især kostskoler, hvor unge mænd krænker deres kvindelige medelever. Filmen introducerer Carls sekretær Rose Knudsen, spillet af Johanne Louise Schmidt, der får en mere og mere signifikant rolle, som de næste kapitler i serien skrider frem.

 

Journal 64 / Zentropa

1. Journal 64 (2018)

Instruktør: Christoffer Boe

Billetsalg: 755.808

Som med så mange andre filmserier fandt Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares virkelig kemien, efterhånden som de gentog deres roller, og 'Journal 64' er på mange måder deres samspilsmæssige højdepunkt.

Samtidig tilføjer auteur-instruktøren Christoffer Boe en æstetisk kvalitet, som de andre film ikke besidder i samme grad, mens far og søn Elliott Crosset Hove og Anders Hove er en dejligt ækel skurk i forskellige aldre. Og så krydres det hele med en skræmmende og autentisk historie om brutal behandling af piger på et hjem på Sprogø. Alt i alt den perfekte Afdeling Q-film, der på flot vis afrunder de fire første filmatiseringer.

Marco effekten får premiere den 27. maj.

 

Daniel

Daniel Bentien
Daniel er indholdschef på kino.dk og thriller-fan med anerkendte klassikere som 'Vertigo', 'Se7en' og 'Silence of the Lambs' som ikke overraskende favoritter.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Steenuser/813117

Generelt har det været en udfordring at lave bøgerne om til film. Jeg har efter hver film ærgret mig over at nogle af mine højdepunkter fra bøgerne slet ikke har været med. I bøgerne skraldgriner man på hver anden side og det har der bare været meget lidt plads til, når man også har skullet nå at dække hele krimiplottet.

Ulrich Thomsen er klart meget mere Carl Mørch fra bøgerne. Den nye film gør meget ud af personbeskrivelsen af ham. Det gør til gengæld at de øvrige i afdeling Q bliver virkelige bipersoner. Assad og Rose er totalt blevet anonymiseret her og det koster på humoren. Og hov, dukkede Gordon lige op? Den historie var der heller ikke tid til at dække. Faktisk var der knapt nok tid nok til at dække et lidt rodet plot i den nye film. Jeg synes så også det var lidt rodet i bogen og Marco Effekten er for mig den svageste bog i serien, hvor Flaskepost fra P og Journal 64 var stærke bøger.

Journal 64 er nok den bedste af filmene. Til gengæld har man her valgt at lave virkelig meget om i plottet fra bogen. Selv morderen er underligt nok en anden.

Wayne

Flaskepost fra P er klart mest forfejlede i forhold til bogforlægget. De gik fra thriller og direkte over i en actionfilm. Trist gang rod og ulitimativt årsagen til at Jussi blev uvenner med Zentropa.

Ærgerligt når man tænker på at journal 64 blev den bedste og sidste fra den kant.

Pernille

Jeg var skeptisk, da jeg var vild med de foregående film og derfor spændt på, hvad det ville betyde, når alle roller var skiftet med andre skuespillere.
Mega god film og mega gode skuespillerpræstationer - Det fungerede og var et positiv oplevelse

Mickey

Afdeling Q franchise markerede, for mig, at Dansk film kunne være mere end de her tunge kunstfilm. Afdelign Q tog den Danske noir genre, og blandede den med gedigen Hollywood produktion og til tider action! Derudover var det forfriskende, at skuespillerne ikke talte det her tydeligt pædagogiske theater dansk, som vi ellers ynder at falde for i dag, og i stedet prøvede at gøre det hele mere mumlende og realistisk. Dette gjorde, at filmene havde deres helt eget univers, som jeg synes højnede dem over alt andet vi har set herhjemme.
Jeg synes alle 4 film er pisse gode, men selvfølgelig er nogle bedre end andre:

1. Fasandræberne
2. Journal 64
3. Flaskepost fra P
4. Kvinden i Buret

Kennethuser/463525

Hvis man har læst bøgerne går det stærkt ned af bakken fra begyndelsen - hvor journal 64 er næsten ikke genkendelig i handling sammenlignet med bogen. Jeg kan godt forstå hvorfor Jussi Adler ærgrer sig over han solgte rettigheder til filmene. Bortset fra "Kvinden i Buret" er de katastrofer. Den bedste som kom ud af filmene er reklamen hvor Kaas og Fares synger i bilen...

Lars Beck

Mit bud på en 'Afd. Q top-5' er:
1) Fasandræberne
2) Kvinden i buret
3) Flaskepost fra P
4) Journal 64
5) Marco effekten

Jeg bryder mig ikke særligt meget om Ulrich Thomsens nye udgave af Carl Mørch, og i øvrigt heller ikke om de to andre "nye" karakterer! Især virker samspillet mellem Mørch og Assad underligt kunstigt og nærmest som om de er fremmede for hinanden. Man skulle jo ellers mene, at de kender hinanden ret godt efterhånden...
Jeg læste i et interview et andet sted, at Thomsen har kopieret så meget som muligt fra Nikolaj Lie Kaas' udgave af Carl Mørch, og så forstår jeg jo slet ikke, hvorfor Kaas skulle udskiftes!?
Historien er tynd, forudsigelig og overhovedet ikke spændende - og det gør sig desværre også gældende for Anders Matthesens skurkerolle.
Det bliver max. et par stjerner herfra.

Lars Michael

Mit bud er
1) Journal 64
2) Flaskepost fra P
3) Fasandræberne
4) Kvinden i Buret

Jeg synes at Nikolaj Lie Kass spiller helt vildt godt.
Er meget skuffet over at det vælger at skifte ud til Ulrich Thomaen ....Men men men
Det kan jo godt være at det bliver en succes alligevel...ligesom at de har udskiftet folk som James Bond....

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Wayne

Man kan kun føre det nuværende universe, med de samme skuespillere videre troværdigt - hvis Bond fortsat er død.

17 timer siden
Peter

Jeg skal helt klart ind og se Ternet Ninja 2 når jeg får tid.

3 dage siden
Rasmus/Musen

Fede facts om Venom der, mand!

5 dage siden
Stefan

''flere skud praler af på brystet af ham.''

5 dage siden
Mark

Nicolas Cage har kun været med i gode film :-) Nicolas Cage laver kun verdensklasse præstationer :-). jeg er ganske enkelt vild med Mr.

6 dage siden