Ulovligt fyrværkeri bringer familie sammen i nyt dansk drama

Eksplosive intriger venter i 'Krysantemum'
Billede
(© Thomas Howalt Andersen)

Spillefilmsdebutanten Christian Bengtson står bag det nye danske familiedrama Krysantemum, der startede sine optagelser denne uge i Thisted Kommune i Nordjylland.

Filmen handler om den unge mand Anders, der i sin fritid driver ulovligt salg af fyrværkeri, og som ikke har talt med sin far i årevis på grund af en familietragedie.

Men da fødegården skal reddes, tvinges familien til at genforenes. Igennem ulovlig transport og salg af livsfarligt fyrværkeri får Anders og hans far endelig muligheden for at finde ud af mørket, hvis de tør gribe chancen i tide.

I hovedrollerne ses Henrik Birch og Morten Hee Andersen, der især er kendt for deres roste TV-præstationer i hhv. Efterforskningen og Herrens veje. Birch vandt desuden både en Bodil- og Robertpris for sin præstation i Klumpfisken.

Midt imellem far og søn ses Karen-Lise Mynster i rollen som mor og ekskone. Mynster har senest medvirket i biograffilmen Lille sommerfugl overfor Jesper Christensen.

Familiedramaet instrueres af debutanten Christian Bengtson, der ligeledes står bag manuskriptet.

'Krysantemum' forventes at få biografpremiere i 2022.