Fra Bond til superhelt i The Rocks 'Black Adam'

Pierce Brosnan skal spille Doctor Fate i 'Shazam!'-spinoff
Metro-Goldwyn-Mayer
(© Metro-Goldwyn-Mayer)

For første gang trækker Pierce Brosnan i superheltetøjet. Han er nemlig netop blevet castet til rollen som Doctor Fate i den kommende Black Adam, hvor Dwayne Johnson spiller antihelten og superskurken Black Adam.

Brosnan - der nok er mest kendt for sin rolle som den legendariske agent 007 i bl.a. GoldenEye - indtager således rollen som Kent Nelson aka Doctor Fate, som man finder på de godes side.

Doctor Fate er trænet i diverse troldmandskunstner og besidder desuden den såkaldte magiske ’Helmet of Fate’. Herudover er han en af superhelte-gruppen Justice Society of Americas stiftende medlemmer.

Troldmandshelten besidder en lang række evner, bl.a. overmenneskelig styrke, usårbarhed, telekineses, telepati og teleportering med mere.


Doctor Fate er en af DC’s ældste karakterer og er skabt af Gardner Fox og Howard Sherman. Første gang verden stiftede bekendtskab med ham var i More Fun Comics #5 fra 1940.

‘Black Adam’ er en spinoff af DC’s superheltefilm Shazam! fra 2019. Det er bl.a. fra dette univers, man kender Black Adam, som her bl.a. udgør Shazams nemesis.

Det er endnu ikke så meget, vi kender til plottet i ’Black Adam’. Men øjensynligt er filmens præmis, at Black Adam undslipper sit fængsel og nu skal stoppes af netop Justice Society Of America.

Denne gruppe udgøres udover Doctor Fate også af Aldis Hodge som Hawkman, Noah Centineo som Atom Smasher og Quintessa Swindell som Cyclone.

Der er endnu ingen premieredato for ’Black Adam’, men filmen forventes at lande i biografen i 2022.