'Avatar' overgår 'Avengers: Endgame' som den mest indtjenende film nogensinde

James Cameron generobrer titlen 11 år efter filmens premiere
Avatar
(© Avatar / 20th Century Fox, Disney)

Det er over 11 år siden, verden for første gang stiftede bekendtskab med Jake Sully og de høje, blå, menneskelignende væsner i Pandoras tryllebindende univers.

I weekenden generobrede Avatar og James Cameron så titlen som den mest indtjenende film nogensinde. Ifølge CNBC nåede ’Avatar’ i weekenden op på en samlet indtjening på 2,902 milliarder dollar, hvilket svarer til omtrent 17,5 milliarder kroner.

Det sker efter repremieren i de kinesiske biografer, der lige nu udgør verdens største filmmarked. Biograferne i Kina har nu været åbne i flere måneder efter nedlukningen grundet pandemien.

De seneste to år har Marvels Avengers: Endgame siddet på tronen som den mest indtjenende film nogensinde. Da filmen overtog førstepladsen fra ’Avatar’ i 2019, tweetede Cameron et billede af Avengers Iron Man i fantasyuniverset Pandora sammen en lykønskning.

Traditionen tro, var Avengers: Endgame-instruktørerne Anthony og Joseph Russo da også hurtige til at hylde Cameron på Twitter med et billede af Avengers-logoet, der viskes væk af Avatar-logoet.

Cameron arbejder på fire efterfølgere, der skal finde sted i Avatar-universet. Den næste film, der er blevet udskudt adskillige gange, forventes i skrivende stund at få premiere i december 2022.

’Avatar 2’ får premiere den 15. december 2022.