'Jackass 4' er på vej - men vigtigt medlem smidt ud

Flere halsbrækkende stunts og skøre optrin
Billede
(© Paramount Pictures)

Helt tilbage i 2019 offentliggjorde Paramount, at 'Jackass 4' officielt var på vej. Men det er ikke altid ensbetydende med, at vi får det endelig produkt.

Men, hvis du savner flere halsbrækkende stunts og vanvittige optrin fra Jackass-rødderne, så kan vi glæde dig med, at optagelserne til 'Jackass 4' nu er i fuld gang. Filmen står til at udkomme i år - hele 10 år efter Jackass 3.

De første optagelser startede før pandemien brød ud. I december genoptog man produktionen, og allerede to dage efter røg Johnny Knoxville og Steve-O på hospitalet efter et stunt på et løbebånd.

Selvom flere af medlemmerne er i 40-årsalderen og Knoxville endda rammer de 50 år til marts, så lyder det ikke til, at de er blevet meget ældre i hovederne - og fantasien til de dødsfarlige optrin er heller ikke forsvundet.

'Jackass 4' kan dog ende uden et centralt medlem. Skateren Bam Margera, der senere fik sin egen MTV-spin-off med serien 'Viva La Bam', er nemlig blevet smidt ud af filmen.

Det fortæller den 41-årige skuespiller i hvert fald selv I en række private videoer på Instagram, der senere er blevet slettet.

Det skyldes bl.a. Bam Margeras årelange offentlige kamp med alkohol og stoffer og en række krav som Paramount skulle have stillet til Jackass-medlemmet for, at han skulle kunne deltage.

Margera fortæller, at han har været med til at skrive materiale til den nye film, men han ender formentlig med ikke selv at deltage i det endelig produkt.

CKY-stjernen har været en del af Jackass siden seriens start og har medvirket i alle tre spillefilm.

Alle de oprindelige medlemmer skulle ellers være tilbage i 'Jackass 4', med undtagelse af Ryan Dunn, som i 2011 døde i et tragisk biluheld. Filmen instrueres af Jeff Tremaine, som også stod bag de forrige film.

Jackass 4 forventes at få premiere den 2. september 2021.