Dune, The Batman, The Matrix og 3 superheltefilm får nye premieredatoer

Få et overblik 
Billede
(© Warner Brothers Pictures)

I fredags kom det ud, at James Bond-filmen No Time to Die, der skulle være udkommet her i november, er rykket til april næste år. Og en ulykke kommer sjældent alene. Warner Bros. har desværre sent i går også meldt ud, at flere af deres større titler bliver udskudt. Alt selvfølgelig pga. COVID-19. 

Sandt at sige, er der dog også en lille solskinshistorie blandt ændringerne. Vi får nemlig The Matrix 4 længe før forventet.

Vi har samlet et overblik over de udskudte titler, og deres nye amerikanske premieredatoer. Vi afventer nærmere om de danske datoer.

Dune - Rykket fra den 17. december, 2020 til 1. oktober, 2021
En af de mest ventede film på vej, må være Denis Villenueves filmatisering af Frank Heberts science fiction-roman. Ikke bare har filmen en absurd mængde stjerner, såsom Timothée Chalamet, Oscar Isaac, Zendaya, Josh Brolin, Javier Bardem og Rebecca Ferguson - og listen fortsætter. Men Villenueves er selv en instruktør med et fantastisk bagkatalog. Han er manden bag Blade Runner 2049, Arrival, Prisoners, for bare at nævne nogle af de kritikerroste film, han har på cv'et. 

The Batman - Rykket fra den 30. oktober, 2021 til den 4. marts, 2022
Den nyeste version af Batman kommer fra Matt Reeves, der har instrueret Cloverfield, Dawn of The Planet of The Apes og War of the Planet of The Apes. Som den værende og titulære hovedrolle, iklæder Robert Pattinson sig den mørke ridders maske. Derudover får han selskab af Paul Dano, Zoë Kravitz, Colin Farrell og Andy Serkis.

The Matrix 4 - Rykkes fra den 31. marts, 2022 til den 22. december, 2021
Der var nok ikke mange, der havde set det komme, da den fjerde Matrix-film blev offentliggjort. Man kan tænke det ind i Keanu Reeves' renæssance, båret frem af den gevaldige succes, som John Wick-filmene har fået. 'The Matrix 4' er rent faktisk blevet rykket frem i tiden, hvilket jo er en glædelig nyhed. 

The Flash - Rykkes fra den 2. juni, 2022 til den 4. november, 2022
Solo-filmen 'The Flash' er en del af DC's shared universe, som udspringer fra Justice League-filmen. Rollen som den hurtigt løbende superhelt genindtager Ezra Miller, der bl.a. er kendt fra Hvad med Kevin? og Fantastiske skabninger... og hvor de findes.

Shazam! 2 - Rykkes fra den 3. november, 2022 til den 2. juni, 2023
Efterfølgeren til superhelte komedien, ser Asher Angel og Zachary Levi genindtage deres roller som henholdvis Billy Batson og superhelte alteregoet Shazam. 

Black Adam - Rykkes fra den 21. december, 2021 til ikke at have en udgivelsesdato
I samme univers som Shazam, kommer der en film om Black Adam, der er et skurkemodstykke til Shazam. Hvorvidt de to film kommer til at hænge sammen, eller om det bliver en antiheltefilm i stil med Venom, kan vi på nuværende tidspunkt kun gisne om. Som Black Adam ses Dwayne 'The Rock' Johnson indtage rollen som den overmenneskelige superskurk.