Cookie- og Privatlivspolitik
Interview:"Jeg ville ikke lave en ny skrækfilm om klimaet"

Interview:"Jeg ville ikke lave en ny skrækfilm om klimaet"

Vi har mødt ægteparret bag dokumentarfilmen 'Rejsen til Utopia'

Stem op!
11
Stem ned!
0
(reset)

Klimakrisen fylder meget i det politiske miljø og den enkelte danskers liv. Skolestrejker, lovændringer og miljøvenlige produkter er blevet en del af samfundet, og der kæmpes hårdt for at redde Jorden inden, at det er for sent.

Nogen, der har taget initiativ til at leve mere miljøbevidst, er familien Fangel-Mo, da de i 2017 flyttede til et selvforsynende økologisk landsbykooperativ i Danmark ved navn Karise Permatopia.
De har dokumenteret hele rejsen og ud af det produceret dokumentarfilmen Rejsen til Utopia.

I ’Rejsen til Utopia’ følger man familien Fangel-Mo, der består af faren Erlend, som er dokumentarinstruktør, moren Ingeborg og deres fire børn, hvoraf den ene ikke deltager i filmen.
De bor i fjeldene i Norge og pendler til arbejde, bl .a. i fly. Da forældrene føler et stigende behov for at handle på klimakrisen, beslutter de sig for at flytte til det selvforsynende samfund Permatopia i Danmark.  Permatopia er dog endnu blot en drøm, og det viser sig at være sværere end forventet at få et bæredygtigt samfund op og køre.

Vi har talt med Erlend Mo, filmens instruktør og familiens far, samt hans kone Ingeborg Mo om klimakrisen, det at filme sin egen familie og deres omfattende klimaprojekt.

Find dine billetter til 'Rejsen til Utopia' her

Rejsen til Utopia © Magic Hour Films

Hvilke tanker gjorde I jer om at filme hele ’Permatopia’-processen inden, I begyndte at filme?

EM: Vi spurgte selvfølgelig Permatopia ved flere forskellige møder, om det var i orden, at vi filmede. Også vores egen familie, men dem havde vi jo filmet i lang tid før, vi flyttede.

IM: Erlend har egentlig sværget, at han aldrig nogensinde vil vende kameraet mod sig selv eller sin egen familie.

EM: Ideen kom jo egentlig, fordi jeg længe har lavet research til at filme om klimaet, men jeg havde ikke fundet den rigtige indgangsvinkel. Jeg ville ikke lave en ny skrækfilm om klimaet. Der er en del forskellige genrer indenfor klimafilm. Jeg ville heller ikke lave en faktafilm, dem er der nok af.

Vi kender egentlig fakta godt nok. Vi har kendt fakta om klimaet siden 50’erne, men ikke gjort noget. Så tænkte jeg bare, hvorfor gør vi ikke noget? Kan jeg ikke filme nogen, som gør noget?

IM: Du ledte også lidt efter en ung hovedkarakter i en periode. En ung idealist, det kunne have været Greta Thunberg.

EM: Greta Thunberg ville have været oplagt, selvfølgelig. Hun kom først senere. Jeg ledte efter en ung person som Greta Thunberg, men hun fandtes bare ikke dengang. Hun var ikke ude og skolestrejke endnu. Så diskuterede vi, om vi skulle filme vores egen familie, nu vi ikke fandt en anden.

Jeg har bare haft et princip, siden jeg gik på filmskolen, at jeg elsker at filme virkelige mennesker og høre om deres liv, men jeg har altid gjort en stor kunst ud at fjerne alt, der minder om mig selv, når jeg laver film. Selv min egen stemme. Hvis der fandtes en scene, hvor jeg kunne høre min egen stemme, så tog jeg scenen om for at fjerne det. Jeg ville aldrig nogensinde se eller høre mig selv i en film. Det var et princip, som var en kæmpe udfordring.

Rejsen til Utopia © Magic Hour Films

Har I altid interesseret jer for klimakrisen og bæredygtighed, eller er det en interesse, der voksede her de seneste par år, før I startede produktionen?

EM: Vi er blevet mere og mere bange for, hvad der sker med klimaet. Det er efterhånden i mange år, at vi har set ændringerne, også da vi boede i fjeldene i Norge. Det er kæmpe ændringer, der sker overalt, også i Norge, som man ikke har set tidligere, og som sker alt for hurtigt. Vi havde en følelse af, at naturen ikke kan følge med.

IM: Jeg var meget med på den grønne bevægelse, også da jeg var ung. Jeg var medlem af Grøn Ungdom og har på den måde været optaget af økologi så længe, jeg kan huske. I alt den tid vi har været et par, har vi været meget optaget af klimaet. Absolut i eskalerende grad her de seneste år.

Da James Hansen fra NASA for nogle år siden sagde ”Now there is only activism left”, der kom Erlend hjem et par gange og sagde ”skal vi lænke os til en boreplatform, hvad fanden skal vi gøre?”. Den her film kommer selvfølgelig i forlængelse af et enormt behov for at gøre noget.

EM: Jeg er tæt på at have et næsten religiøst forhold til træer. Det er lidt mærkeligt, men det har jeg. Jeg har altid været enormt knyttet til naturen. Når jeg så, hvordan naturen har problemer med at tilpasse sig, så gik jeg i total panik over ikke at gøre noget.

Samtidig er jeg meget konservativ, jeg vil helst have, at alting bare skal fortsætte som før. Sådan er det bare ikke nu. Vi kan ikke fortsætte sådan her.

Hvorfor en dokumentarfilm og ikke en spillefilm?

EM: Problemet med spillefilm er, at du altid kan distancere dig. Du kan altid sige, at det er skuespillere, der er nogle mennesker bag et skrivebord, som har fundet på det hele. Du kan lave en skrækfilm om naturens undergang og dommedag. Men så kan du fortsat efter filmen sige ”puha, det var en skræmmende film, men det var bare fiktion”.

Man kan ikke distancere sig på samme måde med dokumentarfilm. Man kan ikke sige, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre. Det er derfor nogle af skrækfilms-dokumentarerne er så skræmmende. Når man ser isen smelter, og isbjørnene forsvinder, så er det ikke en joke. Det er ikke fiktion, det er fuldstændig virkeligt, desværre. 

Hvad synes I, at det gør, at jeres familie indbyrdes har så forskellige holdninger til Permatopia- projektet?

IM: Det er absolut forbundet med et ubehag for os at vise de her konflikter, som er vores personlige liv. Samtidig tænker jeg, at det er en af filmens forcer, den viser, at det koster noget. Der er ikke mange familier, som synes, at det er nemt at være familie i dag. Med eller uden klimakrise.

Det er en vedkommende konflikt, tænker jeg  - også den kønsmæssige konflikt med Erlend, der bliver den konservative mand og den sammenbidte, utålmodige idealist af en kone, som han har. Jeg kender mange, der har en tilsvarende konflikt i deres familie.

Hvis vi vil omstille vores samfund, og det haster, nu nu nu!!!  - så er vi alle nødt til at tage nogle andre arbejdshandsker på og finde os i, at det koster på vores frihed og individualitet. Det er ikke gratis, så havde vi gjort det for længst.

EM: Alle, der ser filmen, finder identifikationspunkter med os, som medvirker i filmen. I rigtig mange familier har medlemmerne forskellige synspunkter og ikke mindst i vores familie. Vi er ikke meget anderledes end alle andre familier.

Rejsen til Utopia © Magic Hour Films

Publikum følger hele familien på tæt hold og er vidne til skænderier, men også en enorm kærlighed til hinanden. Havde I nogle specifikke grænser og regler om, hvornår og hvad I vil/ikke vil filme?

IM: Erlend havde et dogme, der var, at han aldrig ville iscenesætte et rum. Han måtte ikke begynde at rydde op eller sætte en ekstra plante i baggrunden for at få det til at se hyggeligt ud.

EM: Det skulle være råt og ægte. Jeg ville ikke iscenesætte noget. Jeg ville bare filme tingene, når det sker. Jeg prøvede at lave en personlig klimafilm.

IM: Der var mange situationer, hvor vi synes, at det var meget belastende at blive filmet. Det var en afvejning af at spørge sig selv, om vi skal være i situationen, eller om Erlend skulle pakke kameraet væk. Det var på godt og ondt for børnene, at deres egen far stod bag kameraet.

Det gør det hele mere sandfærdigt, end hvis det havde været en fremmed fotograf, der filmede, så ville børnene ikke have opført sig så naturligt.

Hvor går balancen mellem at prædike og gøre en forskel? Hvorfor er det så vigtigt, at alle gør noget for klimaet?

EM: Vi skal alle gøre noget, for ellers sker der ingenting. Så fortsætter det bare den samme vej uendeligt. Eller ikke uendeligt, for så overlever menneskeheden ikke. Dengang jeg havde tanker om at lave en klimafilm, talte jeg med mange eksperter, der snakkede om, at jeg skulle lave en mere faktabaseret film.

Jeg talte med blandt andet en dansk ekspert, som sagde, at menneskeheden sandsynligvis ikke vil klare sig, hvis vi fortsætter, som vi gør nu. Men vi har jo bakterier, vi har flere forskellige levende organismer, som er meget hårdere end os, og som vil klare sig. Så skal det hele måske begynde på ny.

IM: Det kan måske være en trøst for en biolog, men for os andre, som synes, det er dejligt, at der er mennesker på planeten, vi har måske et lidt andet perspektiv.

EM: Det er jo meningsløst at sætte børn i verden, hvis vi i langtidsperspektivet ikke kan være på planeten længere.

IM: Vi har haft en masse screenings med vores film, og Erlend er kommet hjem fra nogle og fortalt, at der er folk, som får pip af mig og min idealisme. Nogen tænker ligesom jeg, andre er mere ligesom Erlend. Jeg håber, at filmen ikke er sådan en, hvor man vil sige ”fuck, hvor de prædiker, slap dog af mand, lad mig have min burger i fred!” At man ser klimakampen på godt og ondt. Vi prøver at gøre det, vi kan med de kræfter, vi har.

Rejsen til Utopia © Magic Hour Films

Hvilke tips har I til familier, der drømmer om at følge i jeres fodspor?

EM: Vi vil ikke råde nogen til at gøre nøjagtig det samme som os. Det var en meget hård rejse. Jeg vil absolut anbefale folk at tænke over, om vi kan gøre noget helt nyt i forhold til at hjælpe klimaet. Vi er alle nødt til at gøre noget på et eller andet tidspunkt. Spørgsmålet er, om vi kan handle i tide og blive enige om, hvad der skal gøres.

IM: Filmen er jo en del af en grøn bølge. Der er en bølge med tiny living, en urban gardening med mere. Der er heldigvis mange bølger, som får mig til at tænke, at der er håb. Der er mange ting at blive inspireret af. Jeg synes, at der er en kæmpe kvalitet i fællesskabet. Man kan nogle ting, når man er mange sammen blandt andet drive et permakulturalt landbrug, hvor man kan være selvforsynende.

Det kan man også som enkelt familie - det er bare meget sværere. Når man pludselig er 200 mennesker, er det ufatteligt, hvad man kan få til at ske. Det er vildt hårdt, men også helt vildt fedt, hvad man kan udrette, når man går sammen.

Føler I, at Danmark generelt er begyndt at bevæge sig i den rigtige retning i forhold til at leve mere bæredygtigt?

IM: Både og. Der er en masse tiltag i gang, og vi har en regering, der siger, at de satser benhårdt på CO2-reduktion. Der er mange flere, der spiser mindre kød, og folk er begyndt at være opmærksomme på, at de ikke skal flyve så meget.

EM: Særligt de unge ved, at der skal handles. De har en helt anden villighed til det. Det er værre med os voksne. Det nemmeste er bare at sige, at det må andre løse. Eller påstå at klimaændringerne ikke findes.

IM: Der er nogle hjul, der skal til at snurre meget hurtigere, hvis det skal rykke. Det ser ikke helt så pænt ud, når man graver lidt i statistikkerne, som regeringen måske gerne vil have det til at se ud.

Der skal ske nogle radikale ændringer. Det skal både ske nedefra fra os og oppefra som politiske beslutninger. Erhvervslivet er på vej, da de har opdaget, at der er penge i ”grøn omstilling”.

Hvad håber I, at folk får ud af at se filmen?

EM: Jeg håber, at folk får lyst til at gøre noget. Jeg håber, at folk bliver bevæget. Filmen er jo ærlig og autentisk. Vi påstår ikke, at det her er nemt. Det bliver aldrig nemt at ændre så radikalt, men vi kan begynde i det små. Vi kan ikke vente på, at politikerne gør noget. Det vi har oplevet indtil videre er, at filmen har virket inspirerende for mange.

IM: Vores film er nok et modbillede til det lidt overfladiske glansbillede, som vi ofte kommer til at dyrke i vores tid. Vi har brug for at vise hinanden, at alt ikke er perfekt. Det er vigtigt, at vi deler det uperfekte. Det er bare at tage fat. Det behøver ikke at være perfekt.

Rejsen til Utopia © Rikke Ingemann Jensen
'Rejsen til Utopia' har landsdækkende biografpremiere d. 2 april 2020 - find dine billetter her

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Seps <3

Jeg håber sådan på at i får lov til at åbne op snarest muligt..

1 dag siden
Segoyuser/116755
Segoyuser/116755

Tja hvis du læser mange af de ting Gina Carano har skrevet synes det er forståeligt...

4 dage siden
VIPER

...Men jeg vil lige indskyde at Goro & Reptile faktisk er med.
Man ser lige den firearmede tyksak komme springene (1:47),

6 dage siden
Christine Dyrskjøt Elmstrøm

Vi mener selvfølgelig StudioCanal, tak for det skarpe øje.

6 dage siden
Michael

En af de ting der får mig i MK humør, er deres legendariske tema sang. Hvor er den?
Den dag i dag kan den stadig give mig gåsehud.

6 dage siden

Aktive debatter