Christopher Nolans filmografi #7: Inception

Drømme-action for fuld skrue
Billede
(© Warner Bros. ('Inception'))

I forbindelse med Christopher Nolans kommende action-thriller Tenet, der har premiere den 26. august, laver vi en kronologisk gennemgang af alle hans film. Vi er nu kommet til den syvende titel, nemlig Inception fra 2010. Vær opmærksom på, at artiklen indeholder spoilers.

Køb dine billetter til ’Tenet’ herunder:


Titel: ’Inception’
År: 2010
Genre: Action, science fiction
Instruktør: Christopher Nolan 
Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Joseph Gordon-Levitt, Ellen Page, Tom Hardy, Michael Caine, Ken Watanabe, Cillian Murphy, Marion Cotillard m.fl.



Hvad handler ’Inception’ om?
Publikum bliver med Christopher Nolans action-basker ført og forført ind i et univers, hvor drøm og virkelighed flyder spektakulært sammen, slår knuder på sig selv og forskyder tiden i flere drømme-niveauer.

Man følger nemlig mestertyven Cobb, der specialiserer sig i at stjæle værdifulde oplysninger. Det er dog ikke på den gængse måde, at Cobb tilegner sig disse informationer - han træder nemlig via det såkaldt inception ind i folks drømme for her at trække deres hemmeligheder ud.

Cobbs specielle evner har gjort ham til en eftertragtet spiller i den kriminelle underverden, men det har også gjort ham til en international flygtning, hvilket har kostet ham alt, han har kært.



Sammen med sit hold af specialister tager Cobb imod et tilbud fra en stenrig forretningsmand, der giver ham en chance for forløsning, men kun hvis han kan opnå det nærmest umulige: implantation.

I stedet for at trække oplysninger ud af sit offer skal Cobb og hans hold nemlig forsøge at opnå det stik modsatte: at implantere en idé.

Hverken nøje planlægning eller ekspertise kan dog forberede teamet på den farlige fjende, som virker til at kunne forudse hvert et træk, de laver.



En drøm af en rolleliste
I front for drømmeholdet finder man Leonardo DiCaprio som den plagede Cobb, der forfølges af minderne om sin afdøde hustru, som han bliver ved at med at møde i sine drømme - hun spilles af en tvetydig Marion Cotillard.

På holdet finder man også Joseph Gordon-Levitt som Arthur, der tager sig af alle detaljerne, når drømmekuppene skal eksekveres. Gordon-Levitt kan desuden også opleves i Nolans ’The Dark Knight Rises’ som betjenten Blake.

Herudover finder man Ellen Page som den yngste på holdet af drømmekriminelle som den arkitekt-studerende Ariadne, der skaber rammerne i drømmene.



Identitetsfalskneren Eames er også et stærkt kort - han ses i skikkelse af en underspillet morsom Tom Hardy, der er en tilbagevendende skuespiller hos Nolan. Hardy kan nemlig opleves som den intimiderende skurk Bane i ’The Dark Knight Rises’ og som heltemodig pilot i ’Dunkirk’.

Man må ikke glemme manden, der har hyret Cobb og co. - nemlig forretningsmanden Saito, der med tilbagelænet karisma spilles af Ken Watanabe. En anden af Nolans gengangere er også med, nemlig en stoisk Michael Caine i rollen som Cobbs mentor.

Et nolansk univers af tidsforskydning
Et tilbagevendende tema hos Nolan er tid - ikke mindst, hvordan man kan lege med, vride, forskyde og strække den ud. Denne leg med tid spiller ofte ind på filmenes plotstruktur hos Nolan.



Tænk bl.a. på gennembrudsfilmen ’Memento’, der fortæller sin historie baglæns, videre til ’Interstellar', som byder på rejser i dimensioner, mens krigsfilmen ’Dunkirk’ udspiller sig i tre tidsmæssige parallelspor.

Historien i ’Inception’ er i høj grad også påvirket af tid, hvor virkelighed og drøm vrides sammen og udvisker grænsen mellem de to stadier. På den måde får vi bl.a. serveret et vildt tredje finale-akt, der udspiller sig i flere drømmeniveauer.

Plottet er altså bl.a. hængt op på, hvordan tiden udarter sig i filmens struktur, der både er med til at drive historien frem og samtidig fastholde et tidskrøllet momentum.

Udover at spille tiden et pus, er Nolan også glad for tvetydighed. Det gælder også 'Inception', hvor bl.a. filmens slutning har affødt diskussioner om, hvorvidt Cobb befinder sig i en drøm eller er sluppet ud i virkeligheden, hvor han genforenes med sine børn.



En drømmevridende og visuelt imponerende fornøjelse
Foruden legen med drøm, virkelighed og ikke mindst tid er ’Inception’ også et medrivende eksempel på Nolans visuelle flair og billedmæssige opfindsomhed.

Filmen leverer på den måde op til flere bjergtagende og visuelt smukke krumspring. Det ser man bl.a. i en scene, hvor en hel by folder sig sammen om sig selv, mens Nolan i en anden lader en slåskamp udspille sig i et tyngdekraft-udfordrende rum, videre til et cafébesøg, hvor omgivelserne eksploderer i super slow-motion.

'Inception' blev da også nomineret til hele otte Oscars, hvoraf den vandt fire. Det for Bedste fotografering, Bedste visuelle effekter, Bedste lydmix og Bedste lydredigering.

Lyt også til vores store podcast om Christopher Nolan:



Du kan lytte til podcasten herover, mens du også finder den:
- På Spotify
- I Apple podcast
- Hos Libsyn
- På Podimo
- Og i podcast-app'en på din iPhone, hvor du også finder vores øvrige episoder.

Bjarke Friis Kristensen
Bjarke er en fast del af kino.dk, hvor han gør, hvad han kan for at bringe gys og gru på banen. Men bl.a. har Christopher Nolans film også en sikker plads i hans Hollywood-elskende hjerte.