Cookie- og Privatlivspolitik
 Christopher Nolans filmografi #6: The Dark Knight

Christopher Nolans filmografi #6: The Dark Knight

Alias: The Joker Show

Stem op!
7
Stem ned!
0
(reset)

I forbindelse med Christopher Nolans kommende action-thriller Tenet, der får premiere den 26. august, laver vi en kronologisk gennemgang af alle hans film.

Vi er nu kommet til den sjette titel, nemlig The Dark Knight fra 2008. Vær opmærksom på, at artiklen indeholder spoilers.

Forsalget til 'Tenet' er startet her på kino.dk.

Titel: The Dark Knight
År: 2008
Genre: Action
Instruktør: Christopher Nolan
Medvirkende: Christian Bale, Heath Ledger, Aaron Eckhardt, Maggie Gyllenhaal, Michael Caine, Gary Oldman, Morgan Freeman, m.fl.

Efter Batman Begins havde lagt grundstenen for Christopher Nolans syn på DC Comics’ superhelt, udfoldede instruktøren i endnu højere grad sit dystre univers med den langt overlegne efterfølger, 'The Dark Knight'. Filmen er både større, længere og bedre skruet sammen med en altoverskyggende præstation af Heath Ledger.

The Dark Knight

Orden vs. kaos
I 'Batman Begins' skulle Bruce Wayne først til at lære at være Batman. Det gjorde han gennem frygt, der lammede hans modstandere i lige så høj grad som hans veltrænede lige højre. I 'The Dark Knight' er han mere rutineret og både fysisk og psykisk på toppen.

Forbryderne er begyndt at frygte ham, og gangsterne mødes hellere i dagslys end om natten, hvor de godt ved, at risikoen for et møde med Batman er større. Sammen med politikommissær Jim Gordon og distriktsadvokaten Harvey Dent forsøger Wayne at rydde op i byens galoperende kriminalitet.

Men Gotham City står over for en ny fjende. Ind træder den komplet psykotiske og utilregnelige Joker. Hvor andre kriminelle bliver motiveret af muligheden for rigdom og magt, vil Jokeren bare gerne se verden brænde. Han vil skabe kaos. Og selv Batman kommer på en hård prøve, der ikke mindst tester hans uvilje mod at slå ihjel - for hvordan stopper man en fjende, der ikke lader sig stoppe af konventionelle midler?

The Dark Knight

En milepæl i superheltegenren - og filmhistorien
Christopher Nolan skabte med 'The Dark Knight' en af de bedste efterfølgere til en superheltefilm nogensinde - om ikke en af de bedste efterfølgere i filmhistorien overhovedet.

Filmen ligger pt. på fjerdepladsen på IMDb’s velkendte top 250-liste med 2,2 mio. bruger-ratings. Det var den første superheltefilm til at indspille over 1 mia. dollars på verdensplan. Og den første i sin genre til at modtage en Oscar for skuespillet.

Action-scenerne er rykket helt op i superligaen med imponerende ture med kameraet, halsbrækkende stunts og den pumpende musik, som kendetegner Nolans samarbejde med komponisten Hans Zimmer. Inspirationen fra film som Heat er let at identificere og giver en fornemmelse af cool realisme i tegneseriefortolkningen.

Undervejs bliver der sat spørgsmålstegn ved Batman som selvtægtsmand, hvor bl.a. nogle (ret uduelige) mænd klæder sig ud i flagermuskostume og forsøger at bekæmpe Gothams underverden. Som en af dem siger, efter Batman har gjort en ende på hans korte forbryderbekæmpelseskarriere: ”Hvad er forskellen på dig og os?” Svaret lyder prompte: ”Jeg går ikke med ishockeyudstyr”.

Men tanken om, hvorfor Batman skal have eksklusiv ret, runger igennem filmen. Wayne står nemlig med et dilemma, da Jokerens dødstal begynder at stige: Skal han lægge kappen på hylden og lade Dent overtage rollen som Gothams beskytter, eller er det netop nu, hvor der er mest brug for Batman?

The Dark Knight

Jokeren stjæler showet
Det er ingen hemmelighed, at Heath Ledgers præstation som Jokeren er en stor del af fascinationen ved ’The Dark Knight’. Han stjæler simpelthen samtlige scener, han er med i. Fra den suveræne åbningssekvens i banken, hvor han koldblodigt og uden at kigge på sit offer, skyder buschaufføren, over det første møde med mafiabosserne og ”kuglepennen, der forsvinder”, til det episke opgør i Gothams gader, hvor han frygtløst lader Batman styrte på sin motorcykel.

Jokeren er totalt uforudsigelig og følger ingen regler, men vil bare se verden brænde. Ledgers spillestil går fra lavmælt (inspireret af whisky-stemmen Tom Waits) til komplet vanvittig på et splitsekund (se bare de uhyggelige videoer af sine ofre, som Jokeren viser i tv gennem filmen). Men det er også de små ting som kropsholdningen og de små slik med tungen, der giver karakteren sit særpræg. Han virker konstant farlig, fordi man ikke ved, hvor man har ham.

Selvom det virkede nærmest umuligt at overgå Jack Nicholsons imponerende Joker i Tim Burtons Batman fra 1989, gjorde Ledger det umulige og skabte sin tids mest ikoniske skurke-portræt. Skuespilleren døde på tragisk vis som 28-årig, inden han kunne nå at se den færdige film, og han blev posthumt hædret med en velfortjent Oscar-statuette. Det er også den eneste gang en Nolan-film er blevet hædret med en Oscar for skuespillet.

The Dark Knight

Kvalitet over hele linjen
Selvom det er Jokerens show, så er der andre skuespillerpræstationer, som er værd at nævne. Samspillet mellem Christian Bale, Micheal Caine og Morgan Freeman er endnu skarpere end i 'Batman Begins'. Scenerne mellem Wayne og Rachel er stadig ikke blandt filmens bedste, men de har fået et gevaldigt løft gennem valget af Maggie Gyllenhaal over Katie Holmes som barndomsveninden.

Aaron Eckhart har desuden en af karrierens bedste roller som Harvey Dent, der må bukke under for Jokerens vanvid og ender som superskurken Two-Face.

Ligesom flere andre Nolan-film vil 'The Dark Knight' rigtig meget, og der er to klimakser i filmen. Opgøret med Jokeren føles som den egentlig kulmination, hvilket får den efterfølgende scene med Two-Face til at fremstå som lidt af et efterspil.

Dog er det her, Batman viser sin egentlige styrke som symbol, da han påtager sig skylden for Dents ugerninger for ikke at ødelægge distriktsadvokatens uplettede ry. Gotham har brug for en idealistisk, Hvid ridder, hvorimod Nattens ridder ikke er bundet af rigtigt og forkert.

'The Dark Knight' byder på kvalitet over hele linjen. Fra fotograferingen, opsætningen af action-scenerne og klipningen til manuskriptet, musikken og ikke mindst skuespillet. Det er den bedste superheltefilm til dato.

Lyt også til vores store podcast om Christopher Nolan:



Du kan lytte til podcasten herover, mens du også finder den:
- På Spotify
- I Apple podcast
- Hos Libsyn
- På Podimo
- Og i podcast-app'en på din iPhone, hvor du også finder vores øvrige episoder.

Daniel

Daniel Bentien
Daniel er indholdschef på kino.dk og kontorets superheltenørd. Batman, X-Men og Spider-Man er barndommens favoritter, der heldigvis stadig følger Daniel troligt i filmens verden.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Stine Teglgaard

Du rammer jo helt plet med de to øverste.
Jeg er mest til
Carrie
Blow Out
Dressed to Kill
Carlito's Way

25 minutter siden
Antaeus

Bedst indtjenende film nogensinde er nu engang ikke Endgame, men Borte Med Blæsten.

2 dage siden
Wayne

Carlito's Way
Body Double
Mission: Impossible
Snake Eyes
The Untouchables

2 dage siden
Anna

Kan varmt anbefales, hvis man er til feel good movies og interesserer sig for mad. Jeg kommer helt sikkert til at se den igen :)

3 dage siden
Stine Teglgaard

Ja han er værd at hylde!

Hvad er dine favoritter?

MVH Stine

4 dage siden