Christopher Nolans filmografi #10: Dunkirk

I forbindelse med Christopher Nolans næste gigantiske film Tenet, har vi gennemgået alle instruktørens film i kronologisk rækkefølge. Vi er nu kommet til den 10. og sidste titel, Dunkirk fra 2017. Vær opmærksom på, at artiklen indeholder spoilers.

Tenet får premiere den 26. august:


Titel: ’Dunkirk’
År: 2017
Genre: Action, krigsfilm 
Instruktør: Christopher Nolan  
Medvirkende: Fionn Whitehead, Harry Styles, Barry Keoghan, Mark Rylance, Tom Hardy, Kenneth Branagh

Hvad handler 'Dunkirk' om?
Mellem den 26. maj til den 4. juni 1940 blev ca. 40.000 allierede soldater evakueret fra stranden i Dunkirk, Frankrig. De unge mænd fra primært Belgien, Frankrig og Storbritannien var fanget som levende skydeskiver omringet af fjenden fra fastlandet, havet og ikke mindst luften.

De udmattede soldater kunne se de engelske kyster i horisonten, men vidste samtidig, at hæren ikke kunne sende hjælp. Da alt så sortest ud, kom redningen dog fra uventet kant, nemlig de civilie både fra England.

Hvem er med i filmen?
Modsat den sædvanlige Nolan-film, hvor en stærk alfahan af en filmstjerne leder handlingen, er 'Dunkirk' mere en ensemble-film og primært båret af unge ukendte skuespillere. 

Fionn Whitehead spiller det tætteste vi kommer på en decideret hovedrolle som den unge britiske soldat Tommy, der nærmest stumt kæmper sig gennem en fare til den næste. Whitehead var fuldstændig ukendt og blev fundet via en berygtet lang og svær casting proces. Resultatet var heldigvis imponerende, da hans skrøbelige - næsten anonyme - udseende passer perfekt til karakteren. Vi følger ham som et insekt, der kæmper sig igennem en græsplæne fuld af dødsfælder.

Over for Whitehead står popstjernen Harry Styles, der overraskende nok indtog rollen som gennemsnitlig brite anno 1940. Endnu en bedrift skuespilmæssigt.

Sidst indtager stjernefrøet Barry Keoghan en central rolle til havs, mens de tre standhaftige samt garvede Mark Rylance, Kenneth Branagh og Tom Hardy (iført endnu en maske) ses som heroiske figurer til vands, til lands og ikke mindst i luften. 

Er 'Dunkirk' en helt almindelig krigsfilm?
Ja og nej. 'Dunkirk' er ganske vist en krigsfilm, men når instruktøren hedder Christopher Nolan, forventer man noget helt særligt. Derfor er det intet under, at filmen lige så vel kan kaldes for en actionfyldt krigsthriller. 

Ved første øjekast er 'Dunkirk' måske Nolans mest lige-ud-ad-landevejen film, hvor vi er i krig og ser rædslerne fra tre forskellige perspektiver. Men så kommer åbenbaringen... og selvfølgelig til allersidst. Hvad publikum troede, var en lineær film, viser sig at være alt andet.

Nolan leger nemlig ikke bare med tre perspektiver, han leger med tre tidslinjer. Tricket består i, at han klipper mellem de tre fortællinger, som om det hele sker på samme tid, men det gør det ikke.

Tommys fortælling på jorden foregår over en uge. Bådenes redningsaktion udspiller sig over en dag. Og sidst strækker pilotens faretruende indsats fra luften sig kun over en time.

På den måde er 'Dunkirk' atter et eksempel på en Christopher Nolan-film, der leger og manipulerer med samt inkorporerer tid i handlingen.

Endelig god nok til Oscar-akademiet
Der skulle en krigsfilm til, før Oscar-akademiet virkelig fik øjnene op for Nolans arbejde. Det til trods for, at netop udelukkelsen af 'The Dark Knight' fra Bedste film-kapløbet tilbage i 2009 satte gang i en revurdering af selve prisudelingen.

'Dunkirk' blev ikke overset. Filmen blev nomineret til otte Oscars, deriblandt Bedste film, og for første gang nogensinde blev Nolan nomineret i kategorien Bedste instruktør. I sidste ende vandt den dog "kun" de tre tekniske priser for lyd-redigering, lyd-mixing og redigering. Til gengæld er især de to aspekter også halvdelen af filmen. 

Som forklaret ovenover er redigeringen en genistreg, da vi alle snydes til at tro, de tre fortællinger foregår på samme tid, men lydsiden er faktisk præcis lige så genial (og dejligt manipulerende).

At se en Nolan-film uden lyd er tæt på utænkeligt. Komponisten Hans Zimmer er simpelthen så stor en del af filmskaberens univers, at de løfter hinanden væsentligt. Og på 'Dunkirk' går det op i en højere enhed. 

Hans Zimmers score til 'Dunkirk' er et af de mest effektive i samarbejdet mellem de to. Ved hjælp af en auditiv illusion kaldet 'Sheperd's tone' har Zimmer nemlig beriget Nolans nok mest stressende film med en lydside, der får pulsen i vejret hos publikum. Tricket er, at lydsiden konstant virker til at bygge op imod et klimaks, men aldrig når det... altså med andre ord: intens lyd-stress!

Hvorfor er 'Dunkirk' en af Christopher Nolans bedste film?
Med en instruktør som Christopher Nolan er det mere end svært at udpege en decideret favoritfilm. Manden står trods alt bag film som Inception, The Dark Knight og Interstellar. Af samme årsag kan man selvfølgelig altid diskutere, om 'Dunkirk' hører hjemme blandt Nolans bedste... Personligt synes jeg, at ja, det gør den!

Måske handler det i virkeligheden om måden, hvorpå jeg så den. Sådan er filmoplevelsen jo. Subjektiv.

Jeg var i London for at interviewe Nolan og resten af holdet. Aftenen før mødte jeg op på Natural History Museum. De havde lukket, så det var kun os filmjournalister derinde. Vi gik gennem de mørke udstillinger med krigsmaskine og Spitfire-flyvere fra Anden Verdenskrig. Derefter gik vi ned i deres biograf, en vild sal hvor vi så filmen (som nogle af de første) i både 70 mm og IMAX.

Halleluja! (Og interviewet kan du se forneden, hvis du har lyst)

Men udover min fantastiske oplevelse med den første visning, så er 'Dunkirk' noget af en bedrift.

Ikke bare er det første gang en Nolan-film bygger på virkelige begivenheder, det er også første gang han ikke kan opbygge et fiktivt univers fra bunden... og så gør han det sgu alligevel!

Jeg elsker, at Nolan laver en strømlinet, narrativt ukompliceret krigsfortælling, og så sætter sit personlige auteur-stempel på det. Der går nemlig intet af filmen og dens flotte, hjemsøgende fortælling om en generations oplevelser ved at vi til sidst indser, at tiden er anderledes. Snarere omvendt.

Da vi indser, hvordan det hele hænger sammen, intensiveres forståelsen af den tidslige tortur, de unge soldater var udsat for. Og i sidste ende er der kuldegysninger på stribe. Da bådene ankommer. Da soldaterne indser, at deres mest heroiske bedrift var at overleve. 

Det er en meget human vinkel på krig, som Nolan leverer her. Krig handler om at overleve.