Magnus Millangs vildeste biograftur: "Jeg fik kvalme af Jurassic Park"

I ny artikelserie fortæller danske filmstjerner om deres bedste og vildeste oplevelser i biografmørket
Billede
(© Selvhenter (SF Studios) / Jurassic Park (Universal Pictures))

I denne tid hvor Corona-virussen har medført, at alle landets biografer holdet lukket på ubestemt tid, drømmer vi os tilbage i biografens røde sæder og glæder os til, at vi igen kan se film på det store lærred.

I en ny interview-serie snakker vi med danske filmfolk om deres bedste biografminder og -oplevelser - og hvorfor biografen er det bedste sted at se film.

Og så kommer de også med et par anbefalinger til, hvad vi kan se derhjemme, mens vi venter...

I vores første artikel snakker vi med skuespiller og komiker Magnus Millang, der sidste år sprang ud som filminstruktør med komedien Selvhenter. Derudover vil flere nok genkende ham som Jeppe K. fra den populære Zulu-serie 'Danish Dynamite'.

Magnus Millang er til august aktuel i Thomas Vinterbergs nye film Druk med bl.a. Mads Mikkelsen og Thomas Bo Larsen.

Snakken gik blandt andet på Spielbergs 'Jurassic Park', hans kærlighed til filmen 'Jojo Rabbit' og yndlingsbiografen, som du kan læse meget mere om herunder. 


Magnus Millang i komedien 'Selvhenter' som han lavede med sin bror, Emil Millang.

Kan du huske den første film, du så i biografen?
- Den første film jeg så i biografen var tegnefilmen Valhalla. Jeg kan ikke huske så meget andet end det gigantiske lærred, torden og at Preben Kristensen spillede Loke. 

Hvad savner du mest ved biografoplevelsen?
- Jeg synes, at det er svært at genskabe de popcorn, man kan få i biffen derhjemme. Det er som om, at man ikke kan gøre det selv på den rigtige måde. Det savner jeg.

- Film bliver mere et event i biografen. Streaming har også sin fordel, men det gør også, at udvalget af film er så stort, og det er så nemt bare at gå til og fra filmen. Det ødelægger filmoplevelsen lidt, synes jeg. Det kan jeg også se på mine børn. Når de streamer, ser de nogen gange kun første akt, og så er de færdige.

- Det fokus der er, når man går i biffen, det savner jeg, og håber inderligt at folk vender tilbage.

Hvad er din vildeste biografoplevelse?
- Det er svært. Den oplevelse som gav mig kvalme var Jurassic Park i Imperial. Jeg havde ikke været i Imperial før, det var meget stort. Jeg så den sammen med min far, og jeg brækkede mig næsten undervejs.

- Jeg tror, at jeg var omkring 10 år. Jeg var ikke en baby, men indtrykket var i hvert fald meget stort. Jeg synes, at filmens CGI stadig holder i dag. Så det var ret vildt, at det bare var ægte dinosaurer, man så.


Magnus Millang i Casper Christensen & Frank Hvams Dan-Dream fra 2017.

Hvad så du sidst i biografen?
- Det tror jeg var Jojo Rabbit. Jeg elskede den! Den er fantastisk. Jeg synes generelt, at sidste år var et fantastisk biograf-år. Det er lang tid siden, at niveauet har været så højt med Joker, Parasite og Once Upon a Time… In Hollwood.

Har du en biograf du foretrækker at gå i?
- Jeg tror, at det er Empire på Nørrebro. Der er mange af de yndlingsbiografer, som man har, som er forbundet med en oplevelse eller en tid i ens liv. Det var i den biograf, at jeg havde min første date med min hustru. Det var med til at skabe følelserne omkring biografen. Biografturen er et event og ikke kun filmen.

Hvilken film ser du mest frem til at se, når biograferne genåbner?
Druk


Magnus Millang er senere i år aktuel i Thomas Vinterbergs nye film 'Druk'. Det er deres tredje samarbejde.

Har du en anbefaling til, hvad folk skal se derhjemme, mens de venter på, at biograferne åbner?
- I den her tid har jeg selv set mange Woody Allen-film. Det har været ret hyggeligt. Den her Corona-tid har gjort, at jeg ikke rigtig kan overskue at se tunge dramaer, fordi vi selv har været i et.

- Så historiske lette film såsom Le Mans ’66, synes jeg var ret god. Og Elton Johns biopic Rocketman kunne jeg ret godt lide.

- Hvis man gerne vil se noget komedie, synes jeg, at man skylder sig selv at se Selvhenter, hvis man ikke har set den endnu. Der kan man både få et godt grin og komme til udlandet.

Hvad har du ellers af kommende projekter på vej?
- Jeg har en masse fiktions-projekter, og jeg sidder og skriver på film med min lillebror, som er noget helt andet end det vi lavede sidst. Det håber jeg jo virkelig bliver til noget.

- Noget som jeg ved bliver til noget er en serie for TV2, som min bror og jeg har lavet. Vi tager rundt i verden og smager på oste. Den kommer ikke i biffen, men den kommer i hvert fald i fjernsynet eller streaming. Den hedder 'Brødrene Ost'.

Se vores interview med Magnus Millang om hans komedie 'Selvhenter' her.