Jurassic World 3 "kommer til at føles som Avengers: Endgame"

...ifølge Chris Pratt
Billede
(© Disney Pictures / UIP)

Vi skal vente helt til den 10. juni i 2021 med at se Jurassic World 3. Allerede nu lader det dog til, at der venter noget helt særligt.

Man kan bl.a. glæde sig til igen at se Chris Pratt og Bryce Dallas Howard i deres respektive roller, mens også – og ikke mindst - Laura Dern, Sam Neill og Jeff Goldblum er kørt i stilling til at gentage deres roller som henholdsvis Dr. Ellie Satler, Dr. Alan Grant og Dr. Ian Malcolm fra Steven Spielbergs Jurassic Park. Det skriver Slashfilm.

Ikke nok med det, så udtaler Chris Pratt nu, at ‘Jurassic World 3’ kommer til at føles som Avengers: Endgame – som han også selv havde rollen som Star Lord i:

- Jeg har ikke lov til at sige noget (...). Den har stort set alle med. Måske har jeg lige sagt for meget, men jeg er ligeglad. Alle karaktererne fra den originale 'Jurassic Park' vender tilbage. Den kommer til at føles meget som, hvordan ’Endgame’ bragte alting sammen for Marvel.

'Jurassic World 3' er den tredje film i den nye dinosaur-trilogi, der følger efter Jurassic World og Jurassic World: Fallen Kingdom. Plottet er hidtil ukendt, men skrives af Colin Trevorrow, der også har stået bag de to foregående film.

’Jurassic World 2’ har biografpremiere den 10. juni 2021.