Guide til vinterferiens mange film

Fra familiefilm til action, komedier og dansk drama
Billede
(© Camera Film / Frost 2)

Vinterferien står for døren, og det betyder tid til venner og familie. Tid, der passende kan tilbringes sammen i biografen. Særligt fordi, der her venter en række film for enhver smag. Bl.a. finder man alt fra animationsfilm for familien, videre til tankevækkende dramaer og ikke mindst hæsblæsende action og morsomme komedier.

Vi guider til et udvalg af filmene i vinterferien. God fornøjelse i biografen.

Bjørnene fra Sicilien

Animationsfilm for små og store børn
Der er flere fine animationsfilm at vælge imellem, hvis familien skal en tur i biografen. Man kan tage de mindste med ind og se Ellevilde Ella, der er baseret på den populære tegneserie af samme navn, hvor den livsglade Ella bor med sin far i Soltoppen højhusene. I Bjørnene fra Sicilien kommer bjørnenes kongesøn i problemer, og der leveres skøn dansk animation med Drømmebyggerne, hvor pigen Minna opdager, at der står drømmebyggere bag drømme.

Til de lidt større venter der en slags James Bond tilsat både action og spion-komik med Spioner på missioner af folkene bag 'Ice Age' og 'Ferdinand'. I filmatiseringen af spillet Sonic the Hedgehog (13/02) finder man det ræsende hurtige og blå pindsvin og ikke mindst en morsom Jim Carrey som skurken Dr. Robotnik. 

 

Klovn the Final

De danske film – både de sjove og dramatiske
Der er danske film i hver deres ende af filmspektret. Således kan man opleve bl.a. Jesper Christensen i 2. Verdenskrigsdramaet De forbandede år, mens den umage duo Frank Hvam og Casper Christensen er tilbage med flere pinligheder og akavede optrin i Klovn the Final. Den delvist danskproducerede, Oscar-nominerede og Robert-vindende dokumentar The Cave handler om lægen Dr. Amani, der leder et hospital i den sønderbombede syriske by Ghouta.

 

Jojo Rabbit

Action, krig, humor og superskurke
Fra Hollywood er der også film for enhver smag. Der er både action og komik med Will Smith og Martin Lawrence i den tredje film i serien med titlen Bad Boys For Life, mens der er sort humor på spil i den Oscar-nominerede Hitler- og nazi-komedie Jojo Rabbit. Den ligeledes Oscar-nominerede 1917 tager publikum med tilbage til en intens 1. Verdenskrig, og i Birds of Prey, er det Batmans modstander og Jokerens eks-kæreste, Harley Quinn, der fører an.

 

De særlige

Fransk film, en mesterinstruktør og et virilt fyrtårn
Der er to franske perler på programmet med feel-good-filmen De særlige af folkene bag den hjertevarme 'De urørlige'. Det franske periodedrama Portræt af en kvinde i flammer fortæller om det passionerede møde mellem to kvinder i 1770ernes Frankrig - nemlig den unge portrætmaler Marianne og den smukke Heloise, som hun skal male et billede af, uden at hun opdager det.

Mesterinstruktøren Terrence Malick er tilbage med det biografiske krigsdrama A Hidden Life (13/02), der handler om den østrigske Franz Jägerstätter, som nægter at kæmpe for nazisterne under 2. Verdenskrig. Slutteligt må man ikke snyde sig selv for den genrelegende The Lighthouse med Willem Dafoe og Robert Pattinson i rollerne som en umage duo, der skal passe et fyrtårn ud for New Englands kyst i 1890erne, hvor alt ikke er, som det ser ud til at være.

Se også: Alle aktuelle film i biografen