Cookie- og Privatlivspolitik
Årets smukkeste film: Hvis Hitchcock havde instrueret Call Me by Your Name

Årets smukkeste film: Hvis Hitchcock havde instrueret Call Me by Your Name

Filmsensationen 'Portræt af en kvinde i flammer' er aktuel i biografen (sponsoreret)

Stem op!
15
Stem ned!
0
(reset)

Forestil dig, at Hitchcock stadig var en aktiv filminstruktør. Endnu bedre forestil dig, at gode gamle Hitch var en ny filminstruktør med fornemmelse for den tid, vi lever i, og med nok emotionel vidde til at kunne skildre det kvindelige følelsesliv.

Forestil dig så, at han fik fingrene i en fortælling om forbudt begær, gotisk mystik og kunstens betydning. En romantisk fortælling ligeså besættende som 'Call Me by Your Name'.

Kan du se det for dig? Så vil vi anbefale, at du lader dig forføre af Céline Sciammas biografaktuelle, Cannes-vindende og anmelderroste drama Portræt af en kvinde i flammer.

Det hemmelige portræt
Periodedramaet finder sted på en afsidesliggende klippeø uden for 1760ernes Frankrig. Den unge portrætmaler Marianne sejles derud for at udføre en mystisk opgave. Hun skal male et portræt af den smukke grevinde-datter, Héloïse - uden at denne opdager det!

Andre portrætmalere har måtte opgive, da Héloïse, som netop er vendt hjem fra et kloster, ikke vil "fanges" på det maleri, der skal sendes til hendes kommende husbond i et arrangeret ægteskab.

Marianne bruger derfor dagene på i al hemmelighed at betragte den gådefulde kvinde, der i sit oprør imod ægteskabet virker fatalt draget til det brusende hav, som for nyligt dræbte hendes søster.

Da grevinden må forlade øen, efterlades Marianne med sit modvillige objekt. Snart begynder et unikt venskab, en kunstner-muse-forbindelse og sidst men ikke mindst et erotisk affære at tage form... men i 1700-tallet var en sådan kærlighed på ingen måder tilladt.


Mystikken fra Hitchcocks Vertigo
Så hvordan hænger 'Portræt af en kvinde i flammer' sammen med selveste Alfred Hitchcock? Der er først og fremmest tale om en filmkunst på samme tårnhøje niveau. Samtidigt spejler filmen et par af mesterens smukkeste værker undervejs.

Især den måde hvorpå vi præsenteres for den mysiske Héloïse, minder om Hitchcocks gotiske filmatisering af Daphne Du Maurier-romanen Rebecca, hvor to kvindes skæbne vikles ind i hinanden - den ene en spøgelses-agtig tilstedeværelse, hvis identitet langsomt og mystisk udfoldes. I 'Portræt af en kvinde i flammer' må Marianne som sagt stjæle sig til hvert et kig på Héloïse, da hendes mission er ganske hemmelig.

Og ja, i 'Rebecca' er et portrætmaleri ligeledes centralt for fortællingen.

Også i Hitchcocks anden klassiker Vertigo møder vi en version af den enigmatiske blondine, som Héloïse repræsenterer. Nemlig kvinden Madeleine, som hovedkarakteren bliver besat af. Madeleine introduceres endda som en mulig inkarnation af en afdød kvinde, hvis portræt hun besøger hver dag. Vi oplever hende i starten fra afstand og primært set bagfra, og som om disse sammenfald ikke var nok, så begår Madeleine selvmord ved at kaste sig i havet. Præcis som Héloïses afdøde søster. 

I 'Portræt af en kvinde i flammer' leges der med samme tema, som i begge Hitchcock-film; Den dragende, erotiske og muligvis fatale længsel efter en kvinde.

Oprøret fra Jane Campions The Piano
Hitchcock er dog ikke den eneste sammenlignelige auteur, når det kommer til kvaliteterne i 'Portræt af en kvinde i flammer'.

I 1996 filmatiserede Jane Campion - den eneste kvinde, der har vundet Guldpalmen i Cannes - Henry James klassiker ’Portrait of a Lady’. Romanen fra 1881 er ikke udgangspunktet for Céline Sciammas nye drama, men begge fortællinger handler i den grad om personlig frihed og kvindens eksistentielle kvaler i en maskulin verden. 

Campions ultimative sidestykke til 'Portræt af en kvinde i flammer' er dog den Cannes- og Oscar-vindende The Piano.

'The Piano' foregår på en ø. Den starter også ud med en kvinde, der sejler over et brusende hav, mens hun klamrer sig til sit kunstneriske talerør - i 'The Piano' et klaver, her et staffeli.

Men udover disse lighedspunkter, er de to film først og fremmest knyttet sammen af den stærke kvindelige fortælling.

I 'The Piano' gør en kvinde, der er giftet bort til en fremmed, oprør via tavshed. I 'Portræt af en kvinde i flammer' sætter Héloïse kampen op ved at nægte at lade sig objektivisere på et canvas. Og i begge film finder vores hovedkarakter frem til sine allermest utæmmede følelser igennem en forbudt affære.

De er film af samme kaliber. De skildrer begge den lidenskabelige kvindes rolle i et undertrykkende samfund.

Romancen fra Call Me by Your Name  
En åbenlys parallel-film, som mange anmelderer også drog efter verdenspremieren i Cannes, er kæmpehittet Call Me by Your Name fra 2017.

Filmen, der handler om en sommerforelskelse mellem en ung mand og en teenagedreng, har selvfølgelig kærligheden mellem to af samme køn til fælles, men det er slet ikke alt.

'Portræt af en kvinde i flammer' emmer nemlig af samme sanselighed som Luca Guadagninos nyklassiker, der fik publikum til at smage ferskner og dufte Italien længe efter biografturen. Her efterlades vi med en ny forhøjet sensibilitet i forhold til verden omkring os. Alt bliver pludseligt malerisk smukt. 

Også personligheds-sammensmeltningen mellem de to elskede har de to film overens. I en hyldest til Bergmans 'Persona' ser man i et glimt Marianna og Héloïse som én. På samme måde som Oliver og Elio, der smelter sammen når de bytter navn i ’Call Me by Your Name’.  

Romancen mellem Héloïse og Marianne har også samme slow burn-opbygning, og handler ligeledes om de mest intime følelser - mere end de blot kødelige.

Og igen er begge kærlighedsaffærer forbudte og helt uden fremtidsudsigter. De befinder sig i en tidslomme et isoleret sted fjernt fra den virkelige verden. 


En kvindes portræt af en kvindes portræt af en kvinde...
’Portræt af en kvinde i flammer’ er et sanseligt bombardement af skønhed, da hver en scene ligner et maleri.

Som allerede beskrevet afsløres vores heltinde stykke for stykke via Mariannes undersøgende kunstner-blik. Marianne skal jo huske hver en detalje for at kunne male i smug.

Den betragtende proces gennemsyrer hele filmen, der mere end noget andet handler om det kvindelige blik i kunsten. 

Instruktøren Céline Sciamma, der tilmed vandt prisen for bedste manus i Cannes, har måske af samme årsag valgt at holde mænd ude af 99% af filmen, men til gengæld sat sin fortælling i en verden, der er 100% domineret af mænd. 

I denne periode blev verden udelukkende skildret ud fra et mandligt perspektiv. I den grad også kvinderne. Derfor er det netop så stærkt at opleve hvert et minut, hver en følelse og hvert et blik gennem Mariannes store brune øjne. 

Verden ser anderledes ud, set gennem en kvindes øjne.

Portræt af en kvinde i flammer får dansk premiere den 6. februar.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Preben

Klasse klasse! Jeg elsker tennis! Mon ikke snart der kommer en film om Padel tennis? En sport der i den grad har gjort tennis sexet igen.

1 dag siden
Trine

Nøj hvor jeg glæder mig!!!

1 dag siden
The Joker

Hold da op med at pyller! Det er en film med zombier. Det er en B-FILM FFS. Det er fiction.

2 dage siden
Jacob

Udsættelse af endnu en storfilm, samt talrige produktioner sat på ubestemt pause.

3 dage siden
Rasmus/Musen

Film er fedest i biografen, sådan er det simpelthen bare!

5 dage siden

Aktive debatter