Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas er klar i ny komedie af manden bag Blinkende lygter

'Retfærdighedens ryttere' får premiere til jul
Billede
(© Anders Overgaard / Zentropa)

Anders Thomas Jensen - manden bag elskede film som Blinkende lygter, De Grønne Slagtere og Adams Æbler - er til jul klar med en ny komedie, der bærer titlen Retfærdighedens ryttere.

I dag er skuespillere og plot blevet afsløret via Have PR.

I filmen har han samlet et suverænt hold af skuespillere bestående af Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Nicolas BroLars Brygmann og Andrea Heick Gadeberg.

De tre førstnævnte er selvfølgelig gamle kendinge i Thomas Jensens universer, mens Brygmann er nytilkommen og Gadeberg er et helt ny stjernefrø, som man sidste år kunne opleve som lillesøster i dramaet Ser du månen, Daniel.

Også Gustav Lindh (Dronningen) og Roland Møller (Under sandet) er ombord som nye navne i Thomas Jensens univers. 

En togulykke, tre matematiknørder og et attentat
'Retfærdighedens ryttere' er centeret omkring den udstationerede militærmand Markus (Mads Mikkelsen), der må drage hjem til sin teenagedatter, da hans kone dør i en togulykke.

Det ligner et uheld. Men matematiknørden Otto, der selv var passager på toget, og hans to kollegaer Lennart og Emmenthaler, er overbevist om, at der ligger noget mere kalkuleret bag ulykken. Og det bliver langsomt klart for Markus, at det måske er et nøje planlagt attentat, som slog hans kone ihjel.

Anders Thomas Jensen er kendt for sine moderne fabler, og det forlyder at 'Retfærdighedens ryttere' går i samme interessante og altid morsomme fodspor, og her udforsker fællesskabet, universets tilfældigheder og selve livets mening.

Filmen stryger direkte ind på pladsen som en af årets allermest ventede film. Thomas Jensens seneste film som instruktør var i 2015 med den sorthumoristiske Mænd & høns.

Retfærdighedens ryttere får premiere den 25. december.

Foto: Anders Overgaard