Eksklusivt: Vampyrfilmen Salem's Lot kan starte optagelser i 2020

Producer giver status på kommende Stephen King-filmatiseringer
Billede
(© Warner Bros. Television)

Siden It i 2017 er Stephen King igen blevet det nye sort i Hollywood, og vi set et utal af filmatiseringer fra gysets mester. Den tendens ser ikke ud til at stoppe i de kommende år, hvor et stort antal projekter er på vej.

Et af dem som vi glæder os mest til er 'Salem's Lot', der er baseret på Kings roman fra 1975, hvor en vampyrepidimi er ved at udrydde byen Jerusalem's Lot.

Historien er blevet filmatiseret ad to omgange, først i 1979 af Tobe Hooper, der bl.a. gemmer på flere skrækindjagende og mindeværdige øjeblikke, og i 2004 med Rob Lowe og instrueret af danske Mikael Salomon

Men sidste år blev det offentliggjort, at bogen for første gang skal filmatiseres til det store lærred af folkene bag de to populære It-film og The Conjuring-universet, nærmere bestemt producer Roy Lee og filmskaber James Wan. Mens manuskriptet skrives af Gary Dauberman, der også forfattede It-filmene samt The Nun og Annabelle Comes Home

Vi gjorde status over 2010'ernes horrorfilm med producer Roy Lee og spurgte selvfølgelig også ind til hans kommende King-projekter:

Du har flere Stephen King-projekter på vej. Hvad er status på 'Salem's Lot'?

- Vi forventer et manuskript meget snart og håber at starte optagelser i 2020. Men før vi har læst manuskriptet, går vi ikke videre.

- 'Salem’s Lot' er den, jeg er mest håbefuld omkring og den, der har den største mulighed for at blive noget stort. Mange mennesker husker den gamle miniserie og har gode minder om de uhyggelige øjeblikke, men husker ikke rigtigt historien. Så vi vil genintroducere den.

- Da jeg voksede op var der tre miniserier, som jeg absolut elskede. Det var ’Salem’s Lot’, ’It’ og ’The Tommyknockers’. Og det var de tre, som jeg endte med at få rettighederne til, og ’The Stand’ er en anden jeg elskede, som vi også laver en ny miniserie af. Det har været sjovt at lege med ting, som jeg husker at have set som barn.

Så I har ikke valgt en instruktør endnu til 'Salem's Lot'?

- Nej, ikke endnu.

Hvad er status på 'The Tommyknockers'?

- Vi har et manuskript og leder efter en instruktør.

Har der været noget snak om at skabe et "King-verse" med de forskellige titler, som du er involveret i?

- Jeg ville elske det, men det faktum, at de bliver lavet hos forskellige studier gør det svært. ’The Tommyknockers’ er hos Universal Pictures, Warner Bros. lavede ’It’ og laver faktisk også ‘Salem’s Lot’. Men det vil være svært at sammenkoble de to på en organisk måde, da vi har forskellige kreative hold bag i form af forskellige instruktører og producerhold.

Begge projekter er med James Wan. Hvordan startede det samarbejde?

- Jeg har kendt ham i mange år, og vi har talt om en række projekter, som vi eventuelt kunne udvikle. Jeg har altid håbet, at han skulle instruere dem, men nu er han forpligtet til at lave Aquaman 2, som er en stor franchise-film, så jeg forventer ikke, at han siger nej til den og laver en film som ’The Tommyknockers’ eller 'Salem’s Lot'.

- Det er derfor, at vi skal finde instruktører til de projekter. Oprindeligt var det film, som han håbede, at han skulle instruere. Men vi vil gerne lave dem tidligere og ikke vente fire år til, at han har lavet en ny Aquaman-film.

Læs hele vores interview med Roy Lee her, hvor han fortæller mere om bl.a. 'It'.