TOKYO: Tre sønderjyder får japanerne til at græde

Interview med holdet før verdenspremieren på ’Onkel’
Billede
(© TIFF2019)

TOKYO. Instruktøren Frelle Petersens opfølger til Hundeliv handler om noget som mange unge danskere skal igennem: At flytte til en fremmed by og efterlade sine kære derhjemme for at studere i storbyen. Petersen oplevede det selv, da han var yngre og flyttede fra Sønderjylland til København, og nu står hans hovedperson, den unge kvinde Kris, i samme dilemma i filmen Onkel, hvor hun lever som landmand sammen med sin invaliderede onkel, men inderst inde drømmer om at forfølge en uddannelse og karriere som dyrelæge.

Problemet kan lyde meget jysk - om ikke andet meget dansk, men da kino.dk møder Petersen, skuespilleren Jette Søndergaard og producer Marco Lorenzen foregår det altså ikke hjemme i andedammen, men i den japanske hovedstad Tokyo. Her er ’Onkel’ nemlig udtaget til hovedkonkurrencen.

I Bill Murrays fodspor
Interviewet finder sted på 41. etage i Park Hyatt Hotel. Hotellet hvor Lost in Translation foregår - både Petersen og Søndergaards farvoritfilm.

Da jeg spørger ind til, hvorfor et drama om to sønderjyske landmænd dyster om topprisen lige her, er de alle enige; Der er en speciel forbindelse mellem Petersens film og filmtraditionerne fra solens rige:
”Allerede da Frelle introducerede mig for manuskriptet, og vi snakkede om filmen, han ønskede at lave, da så jeg en japansk film for mig”, fortæller Lorenzen. ”Så det var jo bare dobbelt så sjovt, at vi fik lov til at starte vores forhåbentlig lange festival-rejse her i Japan”.

Lorenzen kendte til Petersens eget forhold til netop japanske film, som ifølge instruktøren selv er ret passioneret:
”Jeg er kæmpe fan af japansk film. Kurosawas samurai-film er fede, men gør ikke så meget for mig. Jeg er mere til Yasujirō Ozu. Han har lavet fantastiske film, den mest populære er nok ’Tokyo Story’. Han lavede meget de her stille familiefortællinger med indre konflikter, som jeg bliver meget medrevet af. Og så er jeg blevet helt forelsket i Hirokazu Kore-eda. Jeg så ved et tilfælde ’Min søns familie’ i Grand, hvor man sidder der om formiddagen med pensionisterne og en kop kaffe, og ser spændende film fra hele verden. Jeg så den der, og blev så berørt, at jeg måtte se den igen dagen efter.”

En historie der får følelser frem i folk
Det er altså de universelle problemstillinger om familien, der har bragt de tre danskere til asien. Og reaktionerne har allerede været ret stærke – allerede før verdenspremieren i aften:
”Det er historie, der tager sig den tid, den skal, for at blive fortalt. Som handler om familietraditioner, og om at tage sig af sin familie. Men som også spørger: ”hvornår skal man tage sig af sig selv?”. Og det er en historie som får følelser frem i folk. De fleste har en kommentar efter at have set den”, lyder det fra producer Lorenzen.

Instruktøren deler også sit eget møde med de første reaktioner her i Japan:
”I går var vi til en fest, hvor jeg snakkede med den ene programmer. Dagen forinden havde jeg også snakket med hende, men så var pludselig holdt hun op med at tale og gik bare… jeg tænkte der, nå jeg havde nok brugt for meget taletid eller sådan noget, men her dagen efter fortalte hun mig, at hun har svært ved at tale om filmen, fordi hun bliver så rørt og altid ender med at græde. Og har grædt meget over den siden. Det samme har festivalens programleder også sagt. Og de bliver meget emotionelle i deres kropssprog, når de snakker om filmen. Det er tematikken og det moralske dilemma. De genkender det,” siger Petersen, som derfor ser endnu mere frem til premieren:
”Det er det, jeg glæder mig mest til. Jeg håber, de kommer hen og fortæller om deres reaktion bagefter. Jeg elskede at lave filmen, og det næste der er sjovt, er at dele den med publikum.”

Og med de ord, er både de og jeg klar til verdenspremieren på ‘Onkel’. Nu er der blot en vigtig ting tilbage at spørge det spændte filmhold om:

Hvad er jeres Go To Karaoke-sang?

Marco Lorenzen: "Haha, jeg googlede det faktisk, før jeg kom hertil. Tror jeg vælger noget virkelig kitchet, for jeg skal helst op og skabe mig. Så det bliver noget med bandet ’Starship’".

Frelle Petersen: ”Når man er her, så vil jeg gå efter ’Slave For Love’ af Bryan Ferry, som Bill Murray jo synger i filmen. Men ellers en god Elvis-sang, og det skal være fuld gas".

Jette Søndergaard: ”Jeg stiller mig ikke op og synger… men det må næsten være hende der fra 80erne… hvad hedder hun? Cindy Lauper!”

Onkel får dansk premiere den 14. november.