Bekræftet: Bill Murray vender tilbage i Ghostbusters 3

Who you gonna call? Bill Murray!
Billede
(© Sony Pictures)

Ghostbusters 3 har efterhånden været meget længe undervejs. Det er 11 år siden, vi fik nyheden om, at filmen var under udvikling, og først i år fik vi den første trailer, der hverken viste handling eller skuespillere.

Der har været meget spekulation om, hvilke skuespillere fra de originale klassikere vi ville få at se igen. Men nu har vi endelig fået den nyhed, vi har gået og ventet på: Selveste Bill Murray vender tilbage i sin ikoniske rolle som Dr. Venkman!

Dan Aykroyd, der spillede Dr. Stantz og også var med til at skrive de originale film, bekræftede i et interview med The Greg Hill Show, at Murray er med i den nye film, der rammer det store lærred næste sommer.

Historien melder intet om, hvor meget Murray er med, men vi ved, at filmen handler om et nyt hold af unge mennesker, der bliver den nye generation af ghostbusters.

Filmen er sat i nutiden og er en direkte fortsættelse af de originale film og altså ikke en reboot, som den vi så i 2016. Den instrueres af Jason Reitman, søn af Ivan Reitman, der instruerede de første film.

Sammen med Bill Murray og Dan Aykroyd vender blandt andet Sigourney Weaver og Annie Potts tilbage, mens Paul Rudd og Finn Wolfhard er nogle af de nye navne på rollelisten.

Ghostbusters 3 har premiere den 9. juli 2020.