Trods dårlige anmeldelser: Publikum strømmer til Jagtsæson

Dansk komedie storhitter
Jagtsæson
(© Fotograf: Andreas Bastiansen // Copyright: Nordisk Film Production)

Jagtsæson fik ikke ligefrem fantastiske anmeldelser af pressen og ligger på et gennemsnit på 2,8 stjerner blandt anmelderne på kino.dk.

Men publikum valfarter til filmen i stor stil, og 80.934 danskere (106.950 inkl. forpremierer) har allerede set Mille Dinesen og Co. i diverse pinlige optrin.

Dermed overgår komedien den tidligere rekordholder Ser du månen, Daniel som den største åbningsweekend for en dansk film i år.

Komedien har Dinesen i hovedrollen som Eva, der tager på wellness-weekend med barndomsveninden Marlene for at hjælpe hende gennem sin midtvejskrise. Med på turen er også den nye unge kæreste til Evas eksmand, Isabella, som maser sig på for at overtage rollen som bedsteveninde for Marlene.

Turen får det absolut værste frem i pigerne, og deres venskab bliver sat på en voldsom prøve gennem bl.a. en uheldig omgang Brazilian waxing og en mislykket fasanjagt.

Se spilletider her.

Jagtsæson er aktuel i biografen.