Se trailers til alle ugens premierefilm

Søde snemænd, talende gæs, tåkrummende komik og klovneprinsen af kriminalitet
Billede
(© Den lille afskyelige snemand/UIP)

Ugens fem premierefilm byder på magisk animation med en afskyelig snemand, familiefilm med en talende gås ved navn Nissemand, ny dansk komedie af folkene bag 'Klassefesten' og ikke mindst norsk erindringsdrama.

Desuden er dette ugen, hvor vi endelig får et bud på, hvordan Batmans ultimative nemesis Joker endte som den psykotiske klovneprins af kriminalitet.

Se trailers og køb billetter til filmene herunder:


Joker
Vi får her oprindelseshistorien til Batmans ærkefjende Joker/Arthur Fleck. Gotham City er overrendt af kriminalitet og klasseskel, og Arthur selv kæmper en tabende kamp mod sine egne dæmoner og galskaben både i og omkring ham.

Todd Phillips' film fortæller den forstyrrende historie om tilblivelsen af en af tegneserieverdens mest notoriske superskurke, der denne gang spilles af en storgrinende Joaquin Phoenix.


Jagtsæson
Den fraskilte Eva ender modvilligt på en aldeles anstrengt wellness-weekendtur med barndomsveninden Marlene og ingen ringere end Evas eksmands nye unge kæreste, Isabella – og der er nærmest ikke det, der ikke går skævt.

Filmen er skrevet af folkene bag den danske komedie Klassefesten, og på rollelisten finder vi både Mille Dinesen, Lærke Winther og Stephania Potalivo.


Gooseboy
Drengen Viggo vil bare gerne spille spillet Gooseboy, men da en talende gås ved navn Nissemand pludselig styrter ned på hans altan og brækker vingen, begiver de sig sammen ud på et vildt og morsomt eventyr.

Instruktørduoen Wikke-Rasmussen har tidligere stået bag andre populære børnefilm som Hannibal & Jerry og Flyvende Farmor.


Den lille afskyelige snemand
Den kinesiske pige Yi finder en magisk yeti, også kendt som en "afskyelig snemand", på sit tag, og sammen former de et unikt venskab, der fører dem ud på en fantastisk hjemrejse over Himalayas bjerge.

Animationsfilmen er fra folkene fra DreamWorks' enorme hit Sådan træner du din drage, og den ene instruktør Jill Curton var manuskriptforfatter på Monsters, Inc.


Ud og stjæle heste
Efter sin kones død beslutter den ældre mand Trond sig for at flytte ud i en hytte i skoven, hvor den pludselige ro og isolation frembringer en række erindringer om en livsændrende sommer og forholdet til hans far.

Den norske film er baseret på Per Pettersens roman af samme navn, og hovedrollen spilles af den svenske stjerne Stellan Skarsgård.