Interview: Ærgerligt at ligge på sit dødsleje og tænke på sine mislykkede slankekure
Den danske dokumentar Fat Front gør op med skam, udskældning og diskrimination af tykke mennesker – tiden er kommet til at tage ordet 'tyk' tilbage!
Vi har talt med de to instruktører bag filmen, Louise Detlefsen og Louise Unmack Kjeldsen, der har fulgt fire skandinaviske kvinder på deres rejse til selvaccept og frigørelse som del af den bevægelse af kropspositivisme, der især udspringer fra Instagram.
Find billetter til Fat Front her:
Hvad inspirerede jer til at lave filmen?
LK: Vi kom forbi nogen af de her unge, tykke kvinder på instagram, som jo dansede og viste deres krop, og vi er jo nogen, der er oplært i, at det at være tyk er forkert, ikke? Så når man ser nogen, som på den måde viser sig selv og ikke virker til at skamme sig og virker til at være frie i sig selv, så bliver man nysgerrig.
LD: Og så er vi nået en alder, hvor man tænker 'hold da op', der er nogen ting, man selv har kæmpet med eller har fyldt meget, eller man har spildt meget energi i sit eget liv på det her med vægt.
Hvordan fandt I de fire medvirkende kvinder?
LK: Vi havde nogle præmisser, at vi gerne ville vise, at det kan lade sig gøre at have et godt liv, når man er tyk. Så de skulle leve et aktivt liv, de skulle virke som om, at de var kommet sig over det her med at skamme sig.
LD: Det var de kriterier, vi valgte ud fra: De skulle være virkelig aktivistiske, og så skulle de være forskellige.
LK: De måtte godt komme fra nogle forskellige lag også. Vi havde også et kriterie, at de skulle være single. Fordi det her, når man er tyk, er måske endnu mere sårbart, når man ikke har fundet ham eller hende, man skal gå hånd i hånd med resten af livet. Og så skulle de selvfølgelig være tykke nok.
Hvordan faldt i over Fat Front-bevægelsen?
LD: Den er meget på Instagram. Der er alle mulige floder og grene, der flyder sammen. Nogen er helt vildt feministiske, andre er mere: "Nu tager jeg et billede af mig selv i cowboybukser."
LK: Og der er ikke én bevægelse, der hedder Fat Front. Som Louise siger, er det en række floder, der er bundet sammen af hashtags. Det er totalt græsrod.
LD: Og de [de medvirkende, red.] skulle bruge kroppen som aktivistisk våben. Vi ville gerne filme dem på alle mulige måder, også nøgne, for en del af det, vi også vil, er at præge mediebilledet og vise tykke mennesker, tykke kroppe og have tykke hovedpersoner, der driver en fortælling. Der var jo nærmest ingen film, hvor en tyk person driver et narrativ. Den tykke skal ligesom slanke sig for at finde lykken, eller også er den tykke en, der er lidt sørgelig og sidder og spiser chips i sofaen eller er et sidekick til den tynde veninde.
Oplevede I også at blive personligt påvirkede at disse stærke kvinder, især med noget som selvaccept?
LK: Det handler dybest set om frigørelse og frigørelse fra, hvad andre tænker, og på den måde synes jeg jo, at filmen går ud til alle, der føler sig begrænset af ting med deres kroppe... Og der har vi da også måtte kigge lidt på os selv.
LD: I stedet for hele tiden at have andres blik på sig selv og se på sig selv udefra og ligesom spilde så meget af sit liv på at være selvkritisk, så lev indefra og ud, og det var jo en af de ting, de sagde: "Vær i verden med din krop, tag plads, gør alle de ting, du kan lide!"
I starten har vi da også spurgt: "Jamen, vil I virkelig ikke tabe jer?" Så de her spørgsmål, der bliver stillet i filmen fra samfundets side, dem har vi også kommet med. Det er lidt som om, at alle mennesker bliver hjernevaskede med, at tyk er det værste, man kan være, og pludselig er vi blevet "afhjernevaskede", så det har virkelig været et wakeup-call at lave denne film.
Hvad er nogen af de ting, I har kunne se, der er udtryk for slankekulturen i Danmark? Fik I pludselig øjnene op for nogen særlige tendenser?
LD: Hvis bare jeg skal gå ud og købe et par bukser i en forretning, har jeg svært ved at finde nogen, jeg kan passe, men når man så mødte nogen, der var tykkere, begyndte man at tænke: Hvorfor kan de egentlig ikke købe tøj? Teorien er, at det er så dårligt for firmaets brand, at hvis man får tykke mennesker ind i forretningen, så ødelægger det image. Det er en meget, meget stærk kraft det her med fordommene mod tykke, som gør, at markedsmekanismen bliver sat i stå.
LK: Vi skulle lave et photo-shoot, og der er en egentlig meget sød og venlig PR-dame, der siger: "Ja, det er jo en meget vigtig sag, men det er ikke noget, vi har lyst til at blive brandet omkring". Der tænkte jeg: Det ville du aldrig turde sige, hvis det var homoseksuelle, jøder, muslimer… de tykke er de sidste, man endnu ikke har lært, at man ikke må diskriminere.
Ja, tykke er jo efterhånden den sidste minoritet, som det stadig er okay at udskælde?
LD: Det interessante med tykke er, at skam er jo så effektivt. Så én ting er, at tykke bliver mobbet, men tykke mennesker mobber også sig selv. Men det er jo det, der er skammens væsen. At den holder dig nede, indtil du begynder at sige: Nej, nu kan det fandeme være nok.
Denne her selvkritik og det dårlige selvværd, der på en eller anden måde er indkodet i kvinder, at den kan alle jo få noget ud af. Så det er vigtigt at understrege, at det er en film for alle. Hvis du har en krop, er du i målgruppen.
Var der noget, der var for grænseoverskridende for de medvirkende, hvor de måtte sige fra? For det er jo en film, der opsøger grænser, viser meget nøgenhed osv.
LK: Vi plejer at skulle skubbe til grænserne, når vi laver dokumentar… men her var det faktisk omvendt. Nogle gange er det en kliché, når man siger, at man har modige medvirkende, det siger man altid i dokumentarfilm. Men de er modige. Og de er modige, for det er ikke bare at tage tøjet af, de ved, at i det øjeblik, de viser sig selv, bliver de udskammet.
LD: Måske har du hver dag, som Helene siger, kigget på en seddel, hvor der står: "Du er så klam, tag dig sammen". Så du har ligesom levet aktivt med at hade dig selv, og når du er på vej ud af det eller ude af det, er det også sådan livsglæden og sulten efter alt det, som du pludselig må og kan.
Har I undervejs og nu fået meget negativ respons? Eller positiv?
LD: Altså, folk har været meget skeptiske i processen, men det er mere folk, vi selv har mødt og snakket med. Man sidder her til middagsselskab og hele tiden bliver udfordret på: "Men vil de ikke tabe sig? Så skal I i hvert fald have en masse med sundhed!" Og nej, for den historie kender vi.
Og de har prøvet at slanke sig! Da vi mødte dem, havde de brugt hele deres liv på enten, som Helene, at hade sig selv aktivt eller at slanke sig og mislykkes, slanke sig og mislykkes. Skulle vi så komme som instruktører og sige: "Nu vil vi gerne lave en film om jeres frigørelse, men kunne I ikke lige mislykkes med at tabe jer én gang til?"
LK: Der er jo en industri, der lever af, at du skal tabe dig. Hver gang du har en dårlig tanke om dig selv, er der nogen, der tjener penge på det.
Hvad er nogen af jeres største forbilleder inden for underholdningsbranchen?
LK: Lena Dunham! Det er en af de første gange, jeg så en kvindelig hovedperson, der kunne drive et narrativ fremad.
LD: Jeg synes også, vi kan se nogen tegn inden for musikindustrien og inden for underholdningsbranchen, hvor der begynder at være nogen, der lidt owner sig selv, selvom de ikke falder ind under det her meget snævre skønhedsideal. Så vi tænker, at der er et opbrud på vej.
Hvad håber I at få ud af filmen, og hvad håber I, at publikum tager med?
LD: Vi vil have to ting. Vi vil have, at folk får lidt den der aha-oplevelse, vi havde, hvor man ser anderledes på tykke mennesker. Det andet er så, at man måske ændrer blikket på sig selv.
Vi taler jo også lidt fra midt i livet til ungdommen. Og det er altså virkelig ærgerligt at ligge på sit dødsleje og tænke på alle sine mislykkedes slankekure. Det er virkelig: Nyd livet!
