Manden bag Marvels superhelte-succes skal producere ny Star Wars-film

Stjernekrigs-sagaen får et skud Avengers
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Marvels superproducer Kevin Feige skal ifølge The Hollywood Reporter producere en Star Wars-film.

Kevin Feige, der ikke blot stod bag den bedst indtjenende film nogensinde med Avengers: Endgame, har været hovedarkitekt på Marvels filmiske univers, der både har været en succes ved billetlugerne og blandt kritikerne.

Senest har en disputs mellem Sony Pictures og Marvels ejere, Disney, om Feiges tid medført, at han ikke længere skal producere kommende Spider-Man-film, så den 46-årige amerikaner har fået lidt plads i kalenderen.

Den tid skal Feige altså bruge på at kaste sin ekspertise efter Star Wars-sagaen, og han har efter sigende allerede en stor skuespiller tiltænkt en specifik rolle.

Efter en lidt skuffende Han Solo-film skal franchisen bevise sin styrke med henholdsvis Star Wars: The Rise of Skywalker og en række nye film produceret af Game of Thrones-skaberne D.W. Weiss og David Beinhoff samt en filmatisering af spillet 'Knights of the Old Republic'.

Læg dertil diverse tv-serier, begyndende med 'The Mandalorian' på streamingtjenesten Disney+, og vi kan se frem til en masse Star Wars de kommende år.

Kevin Feiges Star Wars-film, som han skal producere sammen med Lucasfilm-chef Kathleen Kennedy, har endnu ingen premieredato.