The Simpsons Movie 2 kan være på vej

Skaberen bag serien udtaler sig
Billede
(© 20th Century Fox)

'The Simpsons' kan i år fejre 30-års jubilæum, og kører snart på 31. sæson. I 2007 forsøgte den gule familie fra Springfield at tage springet fra tv-skærmen til det store lærred i The Simpsons Movie.

Det var en hård proces for holdet bagved, og en efterfølger har ladet vente på sig. I 2011 omtalte vi, at en film nummer 2 var på vej, men det skete ikke.

Nu har skaberen af ​​The Simpsons, Matt Groening, så bekræftet, at han forventer Springfield-familien får endnu et forsøg i biografen. Han kan bare ikke lige sige hvornår, det vil ske. Det skriver bl.a. Lad Bible.

For nu hvor Disney har opkøbt 20th Century Fox – selskabet bag bl.a. 'The Simpsons' - vil det sandsynligvis også afstedkomme endnu en film om Homer Simpson og co. Det udtalte Groening i hvert fald på årets Comic-Con i San Diego:

- Der er ingen tvivl om, at der vil komme endnu en Simpsons-film på et tidspunkt. Jeg tror, at Disney vil have noget for pengene.

Mere konkret bliver skaberen af den populære animationsserie dog ikke. Så indtil videre må vi væbne os med tålmodighed, før vi kan besøge Sprinfield i biografmørket.