Lad os diskutere Spider-Man: Far From Home... med spoilers

Ja, denne artikel indeholder spoilers
Spider-Man: Far From Home
(© Sony Pictures)

Spider-Man: Far from Home er den sidste film i Marvels såkaldte fase 3, der også omfatter de storslåede Avengers-film Infinity War og Endgame.

Vi har allerede selv talt om filmen i dybden og afsløret stort set hele plottet i vores podcast, men nu er det din tur. Tiden er nemlig kommet til at snakke 'Spider-Man: Far from Home' med spoilers.

Hvis du ikke har 'Spider-Man: Far from Home' endnu, skal du derfor smutte i biografen først. Du kan finde billetter til superheltefilmen herunder:

Okay, tid til at gå videre med spoiler-artiklen.

Vores helt er tilbage efter at have været knipset til støv af Thanos. Der er gået fem år, og verden er ved at vænne sig til følgerne af, at halvdelen af alt liv forsvandt. Peter Parker (Tom Holland) skal på skoleudflugt i Europa, men snart dukker en række nye fjender op.

Spider-Man står nu over for en række element-baserede modstandere, men en anden superhelt viser sig at have de magiske kræfter, der skal til for at nedlægge dem. Mysterio hedder han, og hans karisma får både Peter og S.H.I.E.L.D.-lederen Nick Fury overbevist om sine gode intentioner.

Men Mystrio viser sig ikke at være til at stole på, og snart står Spider-Man over for en fjende, der trækker på alle tricks og manipulationer i sin plan.

Spider-Man: Far From Home

Her er de spørgsmål, vi sidder tilbage med efter at have set filmen:

1. Hvad synes du om måden, filmen tackler eftervirkningerne fra Thanos’ knips? Fx det med, at der er gået fem år, men de, der blev knipset væk, er ikke blevet ældre, hvorimod alle andre er blevet det?

2. Hvad synes du om, at verden hylder Iron Man, men ikke Captain American og Black Widow? Det er vel meget godt i tråd med hændelserne i Captain America: Civil War, men er det i orden?

3. Hvad synes du om, at Mysterio bliver introduceret som en godhjertet helt for derefter at vise sig som filmens egentlige skurk? Er det for gennemskueligt, når man tænker på hans rolle i tegneserierne, eller er det præcist, som det skal være?

4. Og hvad synes du om Jake Gyllenhaal i rollen?

5. Mysterio taler om parallelle universer, ligesom vi bliver introduceret for i Spider-Man: Into the Spider-Verse. Men i og med hans baggrundshistorie er et røgslør for mesterplanen, findes de alternative virkeligheder vel ikke? Hvad synes du om denne frem og tilbage? Skulle de have holdt fast i, at vores Jord ikke er den eneste?

6. De fire Elementals er en helt anden støbning i tegneserien - en gruppe udendimensionelle, menneskelignende karakterer med superkræfter baseret på elementerne ild, vand, jord og vind. I 'Far from Home' er de blot monster-lignende illusioner skabt af Mysterio. Hvad synes du om det?

7. Hvordan synes du, at forholdet mellem Peter og M.J. (Zendaya) bliver løst i filmen? Og at M.J.’s karakter er en del anderledes end i tegneserien, både hvad angår udseende og personlighedstræk?

8. J.K. Simmons vender tilbage som den Spider-Man-fjendtlige redaktør J. Jonah Jameson, en rolle han spillede til perfektion i Sam Raimis film, der ikke umiddelbart har noget med de nye Spider-Man-inkarnationer at gøre. Hvad betyder det for MCU, at de hiver en skuespiller fra tidligere film frem? Knytter det universerne sammen? Eller er det bare en venlig hyldest? Måske er Simmons bare den eneste, der kan personificere Jameson i film?

9. Spider-Mans identitet bliver afsløret i den første post-credit scene. Ufrivilligt, men med henvisning til slutningen af den første Iron Man-film. Hvad kommer dette til at betyde for fremtidige Spider-Man-film?

10. Hvad synes du om, at Nick Fury i virkeligheden er skrullen Talos i forklædning, som vi bliver vidner til i den sidste post-credit scene?

11. Og endelig: Burde Peter Parker været kommet til Danmark?

Lad diskussionen gå i gang - og ja, alle spoilers er tilladt!

Spider-Man Far from Home er aktuel i biografen.

Lyt også til vores podcast med spoiler-snak om 'Spider-Man: Far From Home' ved at klikke på billedet herunder:

Spider-Man: Far from Home - Podcast