Guide: 5 gyserfilm til sommeren

En alligator, creepy dukker og svensk midsommer
Billede
(© Warner Bros.)

Synes du også, at det kan blive lidt sukkersødt i sommer-månederne? Så er vi her for at hjælpe dig!

Biografens mørke gemmer nemlig på flere spændende, kommende gysere, der kan få dig til at isne af uhygge i sommervarmen.

De kommende tre måneder byder på både creepy dukker, uhyggelige svenskere, Del Toro-gys og dræber-alligatorer.

Annabelle Comes Home - den 27. juni
Den besatte dukke Annabelle er klar til at sprede gys igen, når hun i sin tredje solofilm slipper ud af Warren-parrets kælder. Det sker da det paranormale efterforskeres datter skal passes af en barnepige, der er lidt for nysgerrig - og inden længe er ondskaben sat løs.

Patrick Wilson og Vera Farmiga vil være tilbage i deres kendte roller som Ed og Lorraine fra The Conjuring-filmene, mens det er Gary Dauberman, manden bag manuskripterne til de forrige film samt It, som sidder i instruktørstolen.

Midsommar - den 11. juli
Sidste år efterlod Ari Aster permanente ar i vores sjæle med den traumatiserende Hereditary - og nu er filmskaberen tilbage med en ny gyser, der foregår i vores naboland Sverige.

Det sker med 'Midsommar', som højest utraditionelt udspiller sig i totalt dagslys, hvor en ung kvinde, hendes kæreste og venner vikles ind i et mystisk folketros ritual. Det tyder på endnu et utrolig forstyrrende bekendtskab af en film.

Child's Play - 18. juli
Dræberdukken Chucky er tilbage - dog i en helt ny version i genfortolkningen af slasher-klassikeren af samme navn fra 1988.

En mor giver sin søn Andy en dukke i fødselsdagsgave - helt uvidende om den onde natur, som den kunstige intelligens i dukken kan udvikle sig til. Star Wars-stjernen Mark Hamill lægger for første gang stemme til den flabede dukke.

Scary Stories to Tell in the Dark - 8. august
Baseret på bogserien af samme navn har mesterinstruktøren Guillermo Del Toro skrevet og produceret skrækfilmen 'Scary Stories to Tell in the Dark'.

Filmen følger en gruppe teenagere, der efterforsker en række mærkværdige dødsfald i deres hjemby - og inden længe bliver de jagtet af et levende fugleskræmsel, edderkopper og The Pale Lady.

Crawl - 22. august
En alligator er klar til at give 'Jaws' baghjul i 'Crawl', der følger kvinden Haley, som vil redde sin far efter, at en orkan har oversvømmet Florida.

Det fører Haley ned i krybekælderen, hvor en skællet overraskelse venter - og et intenst og blodigt opgør må udkæmpes. Gyseren er instrueret af manden bag genindspilningen The Hills Have Eyes fra 2006 og Piranha 3D.