Elton John stortudede efter 15 minutter af Rocketman

Sangeren skriver om sin oplevelse med biografien
Rocketman
(© UIP)

Filmskaberne bag Rocketman har formentlig holdt vejret, da de viste biografien om Elton John for musikeren himself. Men ifølge en artikel i The Guardian kunne Taron Egerton og Co. åndet lettet op.

Find dine billetter her

Elton John er selv forfatter bag artiklen, og han begynder med en beskrivelse af sin oplevelse efter de første 15 minutter af filmen, hvor han ikke bare fælder en tåre, men decideret hulker. Så emotionelt kraftfuld er en specifik scene (som vi ikke skal afsløre her).

Sangeren understreger, at han ellers mestendels har holdt sig væk fra produktionen og har sendt sin mand, David Furnish, som sine øjne og øre. Han skriver, at det ville have været forstyrrende for alle, hvis han selv var med på optagelserne.

Rocketman

Ifølge Elton Johns egne udsagn har der længe været planer om en filmatisering af hans liv, men det har været svært at sammensætte det rigtige hold. Instruktører er kommet og gået, og skuespillere som Tom Hardy og Justin Timberlake var på tale, inden Kingsman-stjernen Taron Egerton tog den flamboyante hovedrolle.

Nogle filmstudier ville have, at filmen skulle have en lav PG-13 censur, men som Elton skriver: ”Jeg har bare ikke levet et PG-13-liv. Jeg ville ikke have en film proppet med stoffer og sex, men på den anden side ved alle, at jeg dyrkede begge dele en del i 1970erne og 80erne.”

Elton John lægger også vægt på, at Taron Egertons sangstemme virkelig overraskede ham positivt, og at han (og de andre skuespillere) fangede essensen af deres virkelige modparter.

Og måske vigtigst af alt understreger den 72-årige musikstjerne, at Egerton og Jamie Bell virkelig formår at fange forholdet til sangskriveren Bernie Taupin, der har været Elton Johns faste makker siden begyndelsen.

Artiklen, der er ganske velskrevet og rimelig fyldestgørende, kan læses i sin helhed på The Guardians hjemmeside. Men vent hellere med at læse detaljerne, til du har set filmen.

Rocketman får premiere den 29. maj.