De sidste dage på Cannes: Genial svindlerfest og besatte kødsår

Koreanske 'Parasite' ligner en guldpalme-vinder, mens andre skuffede
Billede
(© Camera Film/Parasite)

Festivalen i Cannes startede for vores vedkommende stærkt ud med fremragende filmoplevelser såsom Terrence Malicks A Hidden Life og Céline Sciammas Portrait of a Lady on Fire.

De sidste par dage bød dog - udover Quentin Tarantinos stærke Once Upon a Time... in Hollywood - på fem vidt forskellige film, der også svingede i kvalitet - fra årets bedste til årets værste.

Young Ahmed (Luc & Jean Pierre Dardenne)
Dardenne-brødrene er blandt de få der har taget to Guldpalmer med hjem fra Cannes. I år dyster de i hovedkonkurrencen med dramaet ‘Young Ahmed’ om en teenager, der lader sig forføre af muslimske radikalister. Handlingen er såre simpel. Ahmed er - inspireret af sin martyr-fætter - blevet involveret i en moske, hvor en ekstrem imam opildner til vold. Da Ahmeds arabisk-lærerinde gerne vil undervise ved hjælp af sangtekster og ikke KUN koranen, sætter Ahmed sig for at slå hende ihjel.

De hyldede instruktører har med deres nye film igen fokus på hverdagens små tilfældigheder og de skæbner der fanges af livets barske realiteter. Desværre mangler filmen både nuancer, forhistorie og den følelse af håb, som gjorde værker som fx ‘Drengen med cyklen’ til små realisme-mesterværker. Unge Ahmed lader os kigge ind bag en ekstrem tankegang, men der er ikke de store indsigter at hente, og da filmen var færdig, var det svært at vurdere, om budskabet overhovedet var sympatisk. Næppe en tredje Palme til de belgiske brødre denne gang.

Frankie (Ira Sachs)
Instruktøren Ira Sachs (Keep the Lights On, Love is Strange) er på en eller måde blevet myteomspunden nok til at hans nye ensembledrama er havnet i hovedkonkurrencen.

Isabelle Huppert, Brendan Gleeson og Marisa Tomei er på rollelisten i den letbenede handling om en spraglet familie på ferie i Portugal.

Moderen Frankie er familiens overhoved. Hun er en feteret Hollywood-skuespiller med to børn, et barnebarn, en eksmand og en dedikeret husbond med på tur for at forberede alle på et faktum. Hun skal dø af uhelbredelig sygdom, og de skal kunne klare sig uden hende efterfølgende.

Woody Allen kunne have lavet 'Frankie', men den stærke dialog og lune humor er komplet fraværende. Også Eric Rohmer virker som et forbillede for Sachs, men de sensuelle hverdags-intriger er i 'Frankie' erstattet af kedelige forvekslinger. Palme-potentiale? Nej.

Wounds (Babak Anvari)
Instruktøren bag 'Under the Shadow' var aktuel på sideprogrammet 'Director's Fortnight'med gyseren 'Wounds'. Vi så frem til filmen - ikke mindst pga. dens imponerende rolleliste med bl.a. Armie Hammer og Dakota Johnson, men det var en sjusket udført gyser. 

Handlingen er set mange gange før. En bartender, der efter at have fundet en telefon, bringer en slags besættelse ind i sit og kærestens liv. Snart begynder en række sms-relaterede ubehageligheder med fokus på åbne kødsår, insekter og portaler til andre verdener at overtage deres hverdag med fatale konsekvenser. Tænk 'The Ring' møder David Cronenbergs body horror bare uden snerten af uhygge eller nogen form for sammenhæng, som plottet skrider frem. Det skuffende slutresultat kan man se inden længe på Netflix.

Parasite (Bong Joon Ho)
Kun få timer efter Tarantino havde vendt Cannes på hovedet med de vildeste køer og årets absolut hotteste røde løber, var det koreanske Jong Boon Hos tur til at vise verdenspressen sit nyeste arbejde. Selv en mester og med flere bemærkelsesværdige film som 'The Host', 'Mother' og 'Snowpiercer' på cv'et er forventningerne til en ny Joon Ho-film store. Men denne gang blev de indfriet.

'Parasite' handler om en fattig familie af småsvindlere, der bor i ubeskriveligt slum, efter begge forældre mistede deres job. De to store børn er dog begge lige så handlekraftige som forældrene. Da drengen for mulighed for at undervise datteren i en meget velhavende og eftersigende godtroende familie, begynder et større take-over, hvor hele hans familie faker sig ind som medarbejdere.

Humoren er i højsædet i denne kulsorte og til tider dybt forstyrrende komedie om klasseskel i et polariseret samfund, hvor ansættelse kan aføre om man lever et liv i kloakken eller et liv i en arkitekt-villaens overflod. Det bliver - som man kan forvente med Joon Ho - meget mørkt og langt fra morsomt... og underholdsningsværdien, dybden i materialet og den vanvittigt originale fortælling om up stairs-down stairs endte med at være instruktørens bedste nogensinde.

Salen var helt med, der blev klappet undervejs, og følelsen efter visningen var, at vi netop havde set en af festivalens vindere. Det her kunne være en Guldpalme-vinder.

Matthias et Maxine (Xavier Dolan)
Cannes-favoritten, den nu 30-årige fransk-canadiske Xavier Dolan - har gennem de sidste 10 år været nomineret til alt andet end hovedprisen Palm d'Or. Men nu er det slut med instruktørens tilbagevenden til de knap-så-Hollywoodske rødder med filmen 'Matthias et Maxime'. Filmen handler om to bedste venner, der skal kysse under en filmoptagelse og derefter opdager helt nye sider af sit venskab. Pludseligt er de to heteroseksuelle venner i tvivl på hver sin måde, om hvem de er, alt imens Matthias skal flytte til Australien i to år.

Dolans nyeste er en lille film om at blive voksen, mandligt venskab og seksualitet. Den er ujævn, men fuld af energi og rørende præstationer. Især Dolan leverer skuespil, der giver mavepine på den gode måde - ikke kun over for sin akavede BFF, men i den grad også over for sin maniske narkoman-mor.

Temaet er meget Dolansk, og det er måske ikke hans bedste film. Det er dog en mere moden sag, når man kigger på hans samlede arbejde, og undertegnede nød den meget. Instruktøren har selv udtalt, at filmen ikke nødvendigvis handler om homoseksualitet, men blot følelser i det tætte mandlige venskab. Den køber jeg. Jeg ved ikke om det handlede om to mænd, der sprang ud... det føltes slet ikke som filmens store spørgsmål. Til gengæld var jeg meget påvirket af det stærke venskab de to imellem. 

'Matthias et Maxime' ligner ikke en Guldpalme-vinder, og Dolan er udfordret af både Banderas og DiCaprio på skuespiller-priserne. Det var dog en god film.