Cannes 2019: Mesterinstruktøren Terrence Malick er tilbage med noget på hjerte
CANNES. Det er en lykkelig filmskribent, der skriver det her. En af mine største helte og mest elskede instruktører er tilbage på det niveau, der fik alverdens filmentusiaster til at bedåre ham.
Vi har netop set Terrence Malicks nye film, A Hidden Life, der dyster om Guldpalmen her i Cannes.
Malick. Født 1943 i Ottawa, Illinois, opvokset i Austin, Texas og senere bosat i England som filosofi-studerende på Oxford. Myten lyder, at Malick aldrig fik sin ph.d. i filosofi pga. uoverensstemmelser med sin underviser. I stedet blev han filmstuderende, og dermed smeltede hans passion for livets store spørgsmål sammen med filmmediet. Vanen med ikke at gå på kompromis fortsatte.
Debuten kom i 1973 med Bonnie og Clyde-filmen Badlands og blev fulgt op med trekantsdramaet Days of Heaven fem år senere. Begge film, der i dag betragtes som mesterlige, og sidstnævnte vandt endda instruktørprisen her i Cannes… men så gik der 20 år.
Malick vendte tilbage med krigsdramaet The Thin Red Line, og det var der, undertegnede i en alder af 18 oplevede ham for første gang i biografen - stadig en af mine absolut bedste biografoplevelser (samt formentlig den bedste krigsfilm nogensinde).
Efter to årtiets dvale var han på alles læber igen, og pludselig skulle der “kun” gå syv år før han lavede endnu en mesterlig film, Pocahontas-fortællingen ’A New World’. Seks år senere indtog han Cannes med barndomserindringen The Tree of Life og vandt topprisen, Palme d’Or. Sådan! Fem mesterlige film i træk. Mange gange har jeg lagt hovedet på bloggen og kaldt Malick for instruktøren med det mest pletfri cv.
Men så gik det galt…
Fra at have lavet en håndfuld film over fire årtier, udkom en nærmest Woody Allensk-strøm af Malick-film pludseligt med Texas-trilogien To the Wonder, Knight of Cups og Song to Song (samt et par dokumentarer oveni). Alle med giga-stjerner på plakaten og desværre alle lige kedelige, rodede og nærmest forceret Malick’ske. De var blændende smukke og havde selvfølgelig kærligheden, naturen og menneskets sjæl på menuen. Men instruktørens eksperiment med manuskriptfrie fortællinger blev for indadvendt.
A Hidden Life
Nu er Terrence Malick så tilbage på croisetten i hovedkonkurrencen – og endnu vigtigere med en manus-baseret og historisk relevant film under armen.
’A Hidden Life’ handler som de fleste Malick-film om dilemmafyldt kærlighed. Trekantsdramaet er denne gang dog ikke mellem to mænd og en kvinde, men mellem en familiefar, hans kærlighed til livet og hans samvittighed.
Østrig 1940. Franz Jägerstätter lever som bonde i landsbyen Radegund med sin kone og tre små døtre. Det er et simpelt og lykkeligt liv, men da krigen bryder ud, splintres idyllen. Franz kommer nemlig langsomt til den erkendelse, at han ikke kan støtte Hitlers sag. Alle omkring ham ved, at forræderi betyder skam, isolation og i værste fald døden. Men Franz’ samvittighed lader ham ikke hæve armen til et ”Heil Hitler”. Også selvom han har alt at leve for.
Filmen er baseret på virkelighedens Jägerstätter, der i dag er et symbol for krigens samvittigheds-krigsbenægtere. Som forventet har Malick dog ikke lavet et klassisk biografisk drama. Instruktøren bruger i stedet sine tre timer til at meditere over et menneskes specifikke dilemma, der i sidste ende stiller spørgsmål ved en hel nation og hele motivationen bag krig. Der peges ikke fingre, men ’A Hidden Life’ handler om den enkeltes position til at gøre noget. Individet i det store hele. Også selvom det er en skjult protest, ingen vil høre om.
Franz’ dilemma, filmens sagesløs skønhed og det intime skuespil rørte mig til tårer. Nogen vil finde 'A Hidden Life' dræbende kedelig. Andre har måske fået nok af Malicks særegne fortællestil, der bevares kunne havde varet mindre end 173 minutter. Jeg er bare lykkelig. For Malick er tilbage! Og han har noget på hjerte.
A Hidden Life afventer en premieredato, men er købt hjem af SF Studios