6 uhyggelige scener vi håber på at se i fortsættelsen til It

Traileren lander meget snart
Billede

Den første trailer til It: Chapter Two udkommer torsdag - og forventningerne til efterfølgeren til en af de største gysersuccesser nogensinde er store!

Den nye film udspiller sig 27 år efter den første, hvor Tabernes Klub samles som voksne og igen skal op imod Pennywise.

Stephen Kings bogforlæg indeholder virkelig mange ikoniske scener, og selvom alle ikke vil finde vej til filmatiseringen, herunder den kontroversielle sex-scene med børnene i kloakerne. Så opstiller vi her seks øjeblikke, som vi håber finder vej til den endelige film:

OBS: Nedstående indeholder spoilers fra bogen 'It'.

6. Hadsk, homofobisk byfest
Stephen Kings bogforlæg indeholder en ubehagelig hatecrime sekvens, hvor den unge homoseksuelle Adrian Mellon, som har planlagt at forlade Derry med sin kæreste, tager til en sidste byfest. På vej hjem bliver han stoppet af tre homofobiske teenagere - der ender med at kaste Adrian over en bro. Her står Pennywise så og venter, og han maltrakterer den stakkels Mellon.

Scenen har formentlig fundet sin vej til den nye film, således er stortalentet Xavier Dolan (Mommy) castet til rollen - og skildringen af denne sørgelige og brutale hatecrime kunne være et godt indspark i en nutidig debat. Her kunne man også gribe tilbage til historien om Black Spot fra bogforlægget, som behandler racismen i Derry.

Historien om Adrian Mellon er også central for at skildre, hvordan had spreder sig som en virus i et lille bysamfund som Derry - og på den måde bliver ved med at holde Pennywise i live.

5. En gigantisk fugl
Selvom 'It: Chapter Two' foregår 27 år efter den første film, så ved vi, at der er optaget nye scener med børneskuespillerne fra den første, som formentlig vil fungere som flashbacks.

En af de scener som blev sprunget over - både i den første filmatisering og i 'It' fra 2017 - er Mike Hanlons møde med en gigantisk fugl, der næsten er ved at tage livet af ham. Den utroligt mindeværdige scene kan være svær at oversætte til film, men ikke desto mindre er der et kæmpe potentiale. Det ville også været et godt bidrag til Mikes karakter, som klart var den del af gruppen, der blev mest underfortalt i den første film.

4. Paul Bunyan - folklore skovhuggeren
I den første film havde man valgt at opdatere 50'er monstrene fra Kings oprindelige forlæg og gøre dem mere nutidige. Men et ikonisk monster ser alligevel ud til at have fundet sin vej til anden film, nemlig den gigantiske skovhugger figur af Paul Bunyan fra stammer fra amerikansk folklore - og vi kunne ikke være mere spændte.

Således er der sluppet billeder ud af Pennywise siddende på den store Paul Bunyan figur - om det kun bliver en reference vides ikke. Men hvis man vælger at levendegøre den kæmpe statue med øksen, som i bogen refereres til som The Giant, og lade ham jagte og traumatisere den unge Ritchie, så er vi totalt klar.

Statuen optræder også i bogforlæggets voksne del, hvor Ritchie ser det som en gigantiske statue af Pennywise.

3. Pennywise forhistorie
Instruktør Andy Muschietti har fortalt, at man i andet kapitel vil dykke mere ned i Pennywise baggrundshistorie, som faktisk går flere århundreder tilbage. Skuespiller Bill Skarsgård har også afsløret at, de faktisk har filmet et flashback, der udspiller sig i 1600-tallet, før Pennywise var Pennywise. En scene, som han selv beskriver som utrolig foruroligende. 

Det har tidligere været rygtet, at en scene, hvor Pennywise spiser et spædbarn skulle have været optaget. Selvom den måske ikke indgår i 'It: Chapter Two', venter der forhåbentlig andre klip fra klovnens skræmmende forhistorie.

2. Blodige balloner på biblioteket
Da den voksne Ritchie besøger Derry og ender på det lokale bibliotek for at mødes med Mike, udspiller der sig en vanvittig, blodig og traumatiserende scene. Rummet fyldes nemlig op med balloner, der springer - og sprøjter hele stedet ind i blod. Alt i mens at Pennywise skaber sig tosset!

Det kan være det øjeblik som Jessica Chastain har omtalt som den blodigste scene i filmhistorien, og det enkelte billede af Bill Hader som den voksne Ritchie, der er sluppet ud, hvor han sidder i vinduet med en rød ballon reflekteret i vinduet, kan give et lille hint om den ikoniske biblioteksscene. 

1. Lykkekagerne
Hvis du har læst bogen - eller set den første filmatisering fra 1990 - vil du huske restaurant-scenen, hvor taberne samles for første gang i 27 år. Det udspiller sig på et asiatisk spisested, Jade of The Orient, der afsluttes med en omgang lykkekager. Men da de skal til at spise dem indeholder de pludselig ting, som kager ikke bør indeholde - fra store mængder blod og insekter til et øjeæble. Det er gruopvækkende!

Manuskriptforfatter Dary Dauberman har i et interview med Slash Film afsløret at denne faktisk ikoniske scene vil indgå - og vi glæder os!

Den første trailer til 'It: Chapter Two' udkommer torsdag - og kan findes her på sitet. Filmen får premiere den 5. september.